Toyota GR Yaris – Et bravt brøl fra fortiden

GR Yaris er noget så eksotisk som en rendyrket sportsbil og helt uden el-assistance, men til gengæld med ultimativt sportslige egenskaber. Den er kostbar og nok bedst at eje, hvis man har adgang til en motorsportsbane.

Toyota GR Yaris kører på bane
Forpremiere

Motor mener

Toyota GR Yaris ligger milevidt fra fornuftig transport og den grønne udvikling, men er et af de sidste eksempler på en bil, der i ekstrem grad er udviklet til banerace og rally. 

LYON Det ligner en Toyota Yaris, og den hedder Yaris. Men det er ikke en Yaris. Denne GR Yaris er en rendyrket sportsbil, som i imponerende detaljegrad er teknisk anderledes end den fornuftige Yaris, der kører titusindvis af på danske veje.

GR Yaris er ikke fornuftig, meget langt fra. Og selvom du ikke er blandt det dusin eller to, der kommer til at købe den i Danmark, kan du sagtens læse videre, for historien om GR Yaris er fascinerende – og køreoplevelsen stor.

Bid mærke i, at GR står foran Yaris, og for kendere fortæller det, at modellen intet har tilfælles med Yaris GR Sport, som er en simpel designvariant. Derimod er den i familie med Toyotas rendyrkede motorsportsafdeling, Gazoo Racing, der både er med i toppen af rally og 24-timerløbet på Le Mans.

Toyota GR Yaris set bagfra i banesving
Toyota GR Yaris er en lille raket udviklet decideret til racerkørsel. Toyota siger dog, at en stor del af danske kunder har den som deres daglige bil.

Krævende kobling og gearskift

To hurtige fakta fortæller, at GR Yaris er noget unikt. Den trecylindrede motor yder 280 hk, og prisen begynder ved 750.000 kr. Så vi er i en helt anden liga end GTI-modeller.

Det er der heller ikke tvivl om, når startknappen aktiveres. Der brummes (nogenlunde civiliseret) fra motorrummet, koblingen kræver et solidt benarbejde at få i bund, og der skal en resolut bevægelse til at skubbe gearstangen i første gear. Eller i andet. Eller i tredje …

Præsentationen for pressen foregik til dels på en klassisk Monte Carlo Rally-etape i det sydøstlige Frankrig, og selvom hastigheden holdt sig dydigt inden for fartgrænserne på maks. 80 km/t., var det svært ikke at lade sig rive med af den underholdende kørsel med utallige drej på det præcise styretøj og et stort antal af de krævende gearskift.

Motoren i en Toyota GR Yaris
Motoren er en trecylindret udviklet udelukkende til GR Yaris, Den yder 280 hk ved hjælp af turbolader.

Sjov kørsel trods automatgear

Motorlyden bidrager til totaloplevelsen. Benzinmotoren sørger for den akustiske underholdning, men får god hjælp af en mikrofon i motorrummet og kabinens højttalere. Det lyder autentisk, og fem timer i bilen var ikke nok til, at det blev for meget af det gode.

De hårde gearskift kan man slippe for. Med lanceringen af denne (delvist) nye GR Yaris, har Toyota udviklet et automatgear. Selvom nogle vil mene, det er blasfemisk, så gør det ikke blot kørslen nemmere, men også mindst lige så engagerende.

Gearskiftene kan i sagens natur ske fuldautomatisk, men med skiftepadler ved rattet kan man gribe ind, når det passer én, f.eks. nedgearing lige før en skarp kurve. Hvis der skiftes hurtigt ned, belønnes man med den sportslige lyd af en dobbelt udkobling.

Automatgearet brillerer også, da vi bliver lukket ind på en krævende racerbane. For den ikke-professionelle, for ikke at sige den ikke en gang øvede (som denne skribent), er det en klar fordel, særligt ved skrappe kurver og bakker hvor der hurtigt skal geares et trin eller to ned. Så klares gearskiftet med et lille vip med en finger, mens begge hænder er på rattet.

Toyota siger endda, at omgangstiderne for en prof er en bagatel hurtigere med automatgearet.

Toyota GR Yaris gør klar til banekørsel
GR Yaris er født til racerbaner og rally. Gadeversionen er basis for en særlig WRC-rallyudgave, som Toyota bruger til denne rallyserie.

Hvordan kører Toyota GR Yaris?

På racerbanen er bilen for den uøvede nem at køre hurtigt og præcist med, men ifølge de rallykørere, der har været med i udviklingen, er bilen ekstrem kompetent. En imponerende kombination.

Medvirkende til de fine køreegenskaber er det permanente firehjulstræk, som har flere indstillinger mellem for- og baghjulstræk-karakteristik.

Der er tre køreprogrammer som i så mange andre biler, men det virker temmelig tamt, at de hedder det samme som i Yaris: Eco, Normal, Sport. Eco? Og hvad med nogle lidt mere saftige betegnelser, som Sport Plus eller blot ’GR’?

GR Yaris har heller ikke meget tilfælles med Yaris, når det gælder undervogn og karrosseri. Det er nemt at se, for GR Yaris er tredørs, hvilket den almindelige Yaris aldrig er. Tilmed har sportsbilen rammeløse ruder.

Derudover er GR Yaris lavere og har en meget faldende taglinje – hvilket gør bagruden så lille, at der kan gemme sig en konkurrent eller politibil i den blinde vinkel. Man ønsker sig et digitalt bakspejl.

Førerpladsen i en Toyota GR Yaris
Indpakningen af førerpladsen er helt anderledes end i den almindelige Yaris, og den er vinklet mod føreren. Materialer og design virker altmodisch, men det er givetvis holdbart.

Føreren er i fokus i GR Yaris

Også førerpladsen er unik. Skærme, menu’er, elektronik og sikkerhedssystemer er som på den fornyede Yaris, men selve førerpladsen er bygget til GR-udgaven. Det hele er vinklet ind mod føreren og bygget i materialer og med design, der i bedste fald kan kaldes retro.

En praktisk ændring er, at sædet er sænket 2,5 cm i forhold til forgængeren, mens instrumentbordet er gjort fem cm lavere. Resultat: bedre udsyn.

Akselafstanden er den samme som i standard-Yaris’en og forvognen er også, men den bageste del er fra den større klasse som Corolla.

Og så er der den hidsige motor, som ikke findes andre steder i Toyota-universet. Den er på 1,6 liter og har kun tre cylindre, men som dog er tilsat en turbolader.

Også det nye automatgear er unikt for GR Yaris. Det er grundlæggende et traditionelt ottetrins automatgear, men der er gjort rigtig meget for at få hurtige skift – og for at det kan holde til racerbanerne.

Brintudgave af Toyota Yaris
Benzindrevne motorsportsbiler har formentlig en udløbsdato lige som for øvrige biler. Men Toyota mener at kunne holde liv i forbrændingsmotoren til motorsport ved at bruge grøn brint, der sprøjtes ind i cylindrene. Derfor har Toyota udviklet denne brintdrevne prototype, der er fuldt funktionsdygtig.

Endnu vildere versioner af GR Yaris

Selvom 750.000-880.000 kr. kan lyde af temmelig meget for en Yaris, kan det faktisk blive endnu vildere. I et stærkt begrænset styktal årligt udbydes specialversioner, der er designet af to rallykørere og bærer deres navn. Her ryger prisen noget over en million.

Og så er det også muligt at bestille den ægte rallyudgave, som er hele eksistensberettigelsen for GR Yaris. Gadeversionen er basis for en særlig WRC-rallyudgave, som Toyota bruger til denne rallyserie. WRC-bilen er til professionelle og dygtige amatørracere. Forvent at skulle give omkring 2,5 mio. uden afgift.

Endelig er der en version, der ikke engang kan købes for penge. Indtil videre er der bygget to prototyper kaldet H2, som er forkortelsen for brint. Toyota har ombygget bilen til at køre på brint, som sprøjtes ind i den originale forbrændingsmotor lige som benzin, diesel eller gas.

Det er Toyotas bud på en fremtidig, bæredygtig motorsport, hvor racerbilerne ikke lyder som radiobiler, men som – ja – fortidens larmende motorer, der for fans og kørere er en vigtig del af sporten.

Den brintdrevne GR Yaris er fuldt funktionsdygtig, yder mindst det samme som benzinudgaven og larmer endnu mere. Der er ikke aktuelle planer om at sætte den i produktion, men det kan komme. F.eks. gør Toyota klar til at deltage med en brændselscellebil i 24-timersløbet på Le Mans, som fra omkring 2027 får en brintkategori.

 

Vild med biler? Hold dig up to date med FDM

Få gode tilbud fra FDM og de seneste bilnyheder direkte i din mailboks

Få FDMs nyhedsbreve

Toyota GR Yaris set forfra

Toyota GR Yaris

11,1 km/l
Benzin
815.000 kr.
  • Køredynamik
  • Automatgear
  • Garanti
  • Bagsædeplads
  • Benzinforbrug
  • Pris
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1.6 3-cyl. turbobenzin-motor
  • CO2 udledning
    206 g/km
  • Effekt
    280 hk
  • Moment
    390 Nm
  • Topfart
    230 km/t.
  • Acc. (0-100)
    5,2 sek.
  • Køreklar vægt
    1.380 kg
  • Maks. påhængsvægt
    0 kg
  • Bagagerum
    170 liter
  • Akselafstand
    256 cm
  • Garanti (bil/lak/rust)
    3 / 3 / 12
    Bilgaranti: Maks. 100.000 km
  • Mål
    L:400 cm B:181 cm H:146 cm
Luk