Audi A5 – Lavtliggende luksusbil med svag motor

Med en ny A5 har Audi skabt en køreglad og avanceret luksusbil til dem, der hverken vil have en SUV eller køre på el. Den lave benzinbil er således tro mod den linje, fabrikken anlagde med den første A4 i 1994, men prisen er eksploderet.

Audi A5 kører i sving på bjergvej
Forpremiere

Motor mener: 

Man mærker med det samme, at Audi er mester i teknik, når det handler om styretøj, undervogn, motor og gearkasse. Men spørgsmålet er, om der stadig er kunder til en bil som denne?

NICE I år er det 30 år siden, at Audi 80 blev til Audi A4. Nu skifter navnet igen, idet A4 bliver til A5, fordi fabrikken har valgt at reservere de lige numre til elbilerne og de ulige numre til biler med forbrændingsmotorer.

Og netop sådan en er den nye A5, der i Danmark kommer i to varianter med enten en firecylindret, toliters benzinmotor eller en heftig V6’er på tre liter. Sådanne benzinbiler er der fuld afgift på, og det betyder, at billigste udgave koster 640.000 kr. og hele 730.000 kr., hvis man vil have bilen med det udstyr, som Audi er kendt for.

På samme måde lander prisen for udgaven med seks cylindre tæt på 1,1 mio. kr. Man skal derfor være en dedikeret benzin-bilist, hvis man går efter en benzindrevet A5 i stedet for en Audi med elmotor.

Kabinen i en Audi A5
Man sidder ret lavt i den nye Audi A5. Førerpladsen er præget af et stort panel foran rattet. Længst til højre ses en ekstra skærm (ekstraudstyr) til forsædepassageren. A5 fås kun med automatgear.

Hvordan kører Audi A5?

Bag rattet i den nye Audi A5 mærker man, at den sydtyske bilfabrik har fuldstændig styr på at bygge biler, så de bliver til en sand køreoplevelse. Styretøjet er forbedret og gjort både mere progressivt og mere præcist, og det skal man ikke køre længe i bilen for at mærke.

Sammen med en undervogn, der formår at fastholde alle fire hjul trygt i sporet under selv udfordrende kørsel, bliver det derfor en meget overbevisende oplevelse at køre bilen på både motorvej og små snoede veje.

Af uforståelige grunde har Audi dog valgt at gøre ellers selvfølgeligt udstyr til noget, man skal tilkøbe. Det gælder f.eks. en vognbaneassistent, der kan fastholde bilen i vognbanen, når man kører langt på motorvejen.

Men det gælder også typisk Audi-teknologi som avancerede matrix-forlygter og en undervogn med justerbare støddæmpere. Det er alt sammen med i en udstyrspakke til knap 90.000 kr., som man bør købe med, og som vores testbil naturligvis havde.

Men så får man også en vogn, der imponerer på de fleste punkter. Kun motoren overraskede negativt. 204 hk i så stor en bil er ikke meget i en verden, hvor elbilerne fuldkommen har ændret opfattelsen af, hvad der er en hurtig bil, og det trækker ned. 7,8 sekunder tager det at nå 100 km/t.

Til gengæld kan man nyde, hvordan motor og gearkasse arbejder flot sammen med silkebløde gearskift, ligesom støj er nærmest ikke-eksisterende. Det er kvaliteter, der kan få en til at leve med motorens begrænsede ressourcer.

Bagsæder i en Audi A5
Der er tre siddepladser ved bagsædet, men midterpladsen er generet af en ret stor kardantunnel. Også ved yderpladserne er knæpladsen begrænset, bilens ydermål taget i betragtning.

Stor udenpå – lille indvendigt

I forhold til den udgående Audi A4 er den nye A5 vokset omkring syv cm i længden og hele otte cm i akselafstanden. Det gør A5 visuelt til en stor bil, når man ser den udvendigt.

Men det er lidt svært at fornemme de ekstra centimeter, når man sidder inde i bilen. Det gælder i særdeleshed ved bagsædet, der ifølge Audi er vokset i størrelse, men som stadig føles til den klejne side. Ikke mindst når man sammenligner med tilsvarende elbiler.

Bilen virker heller ikke særlig komfortabel, når man skal ind og ud af den ret lave kabine. Men der er helt sikkert mange bilkøbere, der gerne vil sidde tæt på vognbanen, og de vil sætte stor pris på denne løsning.

Bagagerum i en Audi A5
I Avant-udgaven er bagagerummet på 476 liter, mens det i Limousine-udgaven er på 445 liter. I begge udgaver er bagsædets ryglæn tredelt, og bagklappen er elbetjent.

Anhængertræk til 20.000 kr.

På udstyrssiden er der sket ganske meget, og de udgaver, der kommer til Danmark, har f.eks. alle et Bang&Olufsen-musikanlæg med 30 højttalere, en skærm med et instrumenthus på 11,9” og en skærm til multimediesystemet på 14,5”.

Derudover kan man bestille bilen med en ekstra skærm på 10,9” foran passagersædet, så passageren kan se film eller følge med i turen undervejs. Det sidste lyder dog mere smart, end det ser ud med den noget påklistrede skærm.

Audi tilbyder derudover en enorm mængde fabriksmonteret udstyr, så man kan få bilen, lige som man drømmer om. Det er ikke billigt, men det er avancerede sager, der utvivlsomt løfter den samlede oplevelse ved bilen betydeligt.

Et anhængertræk til små 20.000 kr. er en nødvendighed, hvis man vil udnytte bilens mulighed for at trække op til 1.700 kg.

Vil man ikke købe en Audi A5 kan den også privatleases, og her koster billigste udgave 15.000 kr. i udbetaling med en ydelse på 5.995 kr. pr. måned i en periode på 12 måneder og 15.000 km. Det kan gøre det hele lidt mere spiseligt. Audi A5 er i Danmark allerede til november i år.

Vild med biler? Hold dig up to date med FDM

Få gode tilbud fra FDM og de seneste bilnyheder direkte i din mailboks

Få FDMs nyhedsbreve

Audi A5 Avant set bagfra

Audi A5 Avant

14,3 km/l
Benzin
639.990 kr.
  • Køreegenskaber
  • Automatgear
  • Støjsvag
  • Pris
  • Bagsædeplads
  • Ikke tre års garanti
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    2.0 (benzin) – 4 cyl. turbo – forhjulstræk – 7-trins s tronic gear
  • CO2 udledning
    155 g/km
  • Effekt
    204 hk
  • Moment
    340 Nm
  • Topfart
    248 km/t.
  • Acc. (0-100)
    7,8 sek.
  • Køreklar vægt
    1.785 kg
  • Maks. påhængsvægt
    1.700 kg
  • Bagagerum
    445 liter
  • Akselafstand
    290 cm
  • Garanti (bil/lak/rust)
    2 / 2 / 12
  • Mål
    L:483 cm B:186 cm H:144 cm
Luk