Motor mener:
Rækkevidden er lang, og komforten er helt i top. VW ID.3 GTX er en dyr bil, men man får også hele udstyrspakken med i købet. Det gør den til en luksuriøs og lækker elbil.
KØBENHAVN Fjernsynet har lært os danskere, at X giver X-faktor. Og det er også tilfældet for VW’s modelprogram, hvor de elektriske topmodeller hedder GTX.
Vi har tidligere mødt GTX-navnet i de store elbiler som ID.4, ID.5, ID.7 og ID Buzz, og nu er det blevet tid til, at Volkswagens første rendyrkede elbil, ID.3, får samme tur.
I benzinverdenen hedder VW’s sportslige biler GTI til efternavn, men modsat disse er den elektriske GTX nærmere en luksusmodel, dog med rødt og sort som de to primære farver i kabinen for at give sportslig aura.
Det gælder også for præstationerne, hvor den traditionelle 0-100 km/t.-disciplin klares på blot 5,7 sekunder, og topfarten er hele 200 km/t. Der er også hele 326 hk i elmotoren, der kun trækker på baghjulene. Umiddelbart de rette ingredienser til at skabe en sportsmodel.
De første indtryk tegner et billede af en bil med en god balance, men også med et styretøj, der nok er præcist, men også lidt kedeligt. Bremserne er heller ikke helt lette at dosere præcist, og selvom det formentlig skyldes motorens regenerering, betyder det, at noget af det sportslige går af. Man kan derfor ikke mærke køreoplevelsen som i en GTI, men en endelig dom må vente, til vi får bilen til test.
Høj pris og flot udstyrsniveau
Topudgaven af ID.3 GTX har fået tilført navnet Performance, og det er ikke tilfældigt. I forhold til en standard-GTX får man 40 hk ekstra, bredere dæk og en adaptiv undervogn, som enten kan være meget komfortabel eller stenhård og en lidt for rå oplevelse.
Performance-varianten koster 390.000 kr. og dermed 20.000 kr. ekstra. Men da man får udstyr med i købet til en værdi af 70.000 kr., er det valg enkelt. Også selvom man mister 10 km i rækkevidden pga. de bredere dæk.
Det er således kun Performance-versionen, der giver mening at vælge, da man her for en lille merpris får en markant bedre udstyret model med udstyr, som man ikke vil undvære i en moderne bil.
En basis-GTX har eksempelvis hverken bakkamera, nøglefri betjening, navigation eller varme i forsæderne.
Udstyrslisten i GTX er til gengæld meget lang, men særligt bemærkelsesværdigt er adaptive LED-forlygter, adaptiv vognbaneassistent og adaptiv fartpilot. Der er også headup-display, Harman Kardon-lydanlæg og varme i rattet.
GTX Performance er desuden spækket med luksusudstyr og er reelt også mere en bil, som kræser om føreren end om køreoplevelsen. Derfor er det meget passende, at den ikke hedder GTX og ikke GTI.
Større batteri og hurtigere opladning
VW har samtidig opgraderet bilen med en større trykskærm med en hurtigere computerprocessor, og så har batterierne også fået en opgradering. Det store batteri er vokset med 2 kWh, og det giver naturligvis ikke en voldsom forlænget rækkevidde.
Men batterierne er pakket bedre, så de ikke fylder mere, og så de samtidig kan lynlades kraftigere. Nu kan man få tilført 200 km blandet kørsel på 10 minutter ved en lynlader.
Rækkevidden er blevet længere end før faceliftet takket været flere mindre tekniske forbedringer, og trods 20”-fælge og brede dæk, så er rækkevidden nu kommet op på 591 km ifølge den officielle WLTP-måling.
Selvom både kulde, regn og højere hastighed vil gøre indhug, så er VW ID.3 GTX uden tvivl en meget velegnet langtursbil. Især fordi den justerbare undervogn kan sættes i ekstra komfort, og fordi lydanlægget kan forkæle ørerne, hvis lyden fra de brede dæk bliver for monoton.
Se komplet oversigt over FDMs tests af elbiler
Vi har siden 2016 testet stort set alle elbiler, der er kommet på markedet. Over 140 tests kan du læse. Få overblik, før du vælger elbil.