Motor mener:
Man kan ikke undgå at blive imponeret, når man sætter sig ind i den nye Zeekr 7X. Men begejstringen er dæmpet noget efter vores første tur i bilen, der dog munder ud i en samlet positiv oplevelse.
LISSABON Førstehåndsindtrykket er i top, når man sætter sig ind i den nye Zeekr 7X, som er sidste skud på stammen fra det i Danmark endnu ukendte bilmærke. Zeekr er dog ikke en novice, for i mærkets første fire år er der produceret 460.000 biler, der primært er solgt i Kina og en håndfuld europæiske lande.
Men nu får også danske bilkøbere mulighed for at købe en Zeekr, idet mærket til sommer har både forhandlernet og importør på plads herhjemme. I første omgang er der tre modeller i programmet i form af den lille X, der er søsterbil til Volvo EX30, og 001, der er en noget større luksuriøs familiebil. Hertil kommer så denne helt nye 7X, der er en SUV i den store mellemklasse.
Alle biler er eldrevne, og de er alle udviklet i Göteborg. Selve produktionen foregår i Kina på helt nye fabriksanlæg.

Teknisk udstillingsvindue
Den nye 7X kommer i tre versioner, hvor den billigste koster 400.000 kr., har baghjulstræk og et 75 kWh-batteri, der giver en rækkevidde på officielt 480 km. Den dyreste koster 500.000 kr., har firehjulstræk, luftundervogn og et større batteri på 100 kWh, der giver en rækkevidde på 543 km.
Det er skarpe priser, når man samtidig kan se, at al teknik i bilen er state-of-the-art. Batteri og elmotor opererer således med den kraftige 800-volt-teknik, så bilen kan oplades fra 10 til 80 procent på bare 13 minutter med op til 360 kW. Det er helt vildt, og får en Tesla til at ligne en veteranbil.
Zeekr 7X
Core RWD
416 hk, 480 km, 399.990 kr.
Long Range RWD
416 hk, 615 km, 439.900 kr.
Privilege AWD
630 hk, 543 km, 499.900 kr.
Allerede på vej ind i bilen bliver man imponeret, idet alle sidedøre åbner og lukker helt af sig selv i en vinkel på op til 90 grader. Inde i bilen sætter man sig i flot designede sæder med elbetjening, og overalt i kabinen mødes man af en finish, man kun sjældent møder i biler under en mio. kroner.
Et hurtigt kig på udstyrslisten afslører, at der er arbejdet på alle fronter for at gøre bilen konkurrencedygtig: Matrix-forlygter, 5G-dataopkobling, to kæmpe skærme, firehjulstræk, luftaffjedring, to tons på krogen, 21 højttalere, eljusterbare bagsæder, 11 kameraer og en radar.
Det er alt sammen blot noget af det, der stikker ud, når man sammenligner med konkurrenterne. Det er derfor med en forventning om en af de helt store køreoplevelser, at vi sætter os bag rattet og sætter bilen i Drive.

Hvordan kører Zeekr 7X?
Vores testbil er topudgaven, der endda har fået en udstyrspakke til 25.000 kr., der bl.a. inkluderer de omtalte el-manøvrerede døre, massage i sæderne og det store headup-display.
De første meter skuffer bestemt ikke. For støjniveauet er lavt, og komforten føles rar med et lækkert rat, gode sæder og en letbetjent speeder, bremse og gearvælger. Men efter de første kilometer på små snoede veje iblandes begejstringen en fornemmelse af, at 7X ikke er den køremaskine, vi havde sat næsen op efter.
Først og fremmest virker styretøjet tungt og modvilligt og slet ikke så involverende, som vi husker det fra den mere sportslige Zeekr 001. Vi prøver at skifte mellem flere indstillinger på skærmens ret kringlede menu, men den store styreoplevelse udebliver.
På motorvejen vil vi prøve vognbaneassistenten, men den vil ikke aktiveres. Skærmen viser en melding om, at den ikke kan aktiveres lige nu. Det viser sig, at flere andre journalister havde samme oplevelse i andre biler.

Fornem samlekvalitet i kabinen
Zeekr lover, at de nok skal få styr på den del til sommer, når bilerne skal ud til kunderne. Men både styretøjet og assistentsystemernes funktion efterlader os med en oplevelse af, at der endnu er en vis afstand mellem Zeekr og de europæiske bilmærker, når det handler om køredynamik. Vi ser frem til at kunne teste bilen.
Til gengæld imponeres man over bilens fine samlekvalitet, de lækre materialer, der er anvendt overalt, og mange af de smarte detaljer, der dukker op overalt i kabinen i form af skuffer, kroge, solgardiner, armlæn, håndtag og eljusterbare sæder for og bag.
Kun bagagerummet skuffer, idet rullegardinet er slasket udformet, og man savner mulighed for at nedfælde bagsædets ryglæn fra bagagerummet.

Op til 10 års garanti på Zeekr 7X
At Zeekr har store ambitioner, er der ingen tvivl om. Og at de har stor selvtillid, er der heller ingen tvivl om. Det sidste ses bl.a. på garantiprogrammet, der som udgangspunkt omfatter en femårig fabriksgaranti, der kan udvides til 10 år og 200.000 km, hvis man følger serviceplanen hos Zeekr.
Det er flot og i sig selv et argument for at vælge Zeekr frem for andre bilmærker. Og selvom vi ikke fik indfriet vores drøm om en fremragende køredynamisk bil, så sidder vi trods alt tilbage med et indtryk af en bil, der netop er fremragende på en lang række andre områder.
Ikke mindst for de kunder, der mest af alt sætter pris på masser af komfort, lækre detaljer, avanceret teknik og drømmen om en bil, som ikke holder på hvert gadehjørne. Og på de områder får man valuta for hver en krone i den nye Zeekr 7X.
Se komplet oversigt over FDMs tests af elbiler
Vi har siden 2016 testet stort set alle elbiler, der er kommet på markedet. Over 140 tests kan du læse. Få overblik, før du vælger elbil.