MG S5 – Kinesisk debutbil er blevet bedre, større og dyrere

Efterfølgeren til den lille el-SUV, MG ZS, hedder S5 og er en noget større og bedre bil. Men konkurrenterne er også blevet stærkere, siden MG kom på markedet for fem år siden. Og prisen er en anden.

Blå MG S5 kører på vej langs havet
Forpremiere

FDM mener:

MG S5 er en fin helhedsløsning for en allround familiebil med pæn rækkevidde. Men med en fra-pris på 250.000 kr. for det store batteri er S5 også væsentlig dyrere end sin forgænger.

SKODSBORG Da MG lancerede ZS for præcis fem år siden, var den en af de første kinesiske biler i Danmark, og den lille SUV var en helt hæderlig debut for MG, som er et af eksportmærkerne fra SAIG Motor.

Meget er sket med elbiler siden og særligt de kinesiske, og MG er fulgt med tiden og lancerer nu en helt ny generation. Det sker under det nye navn S5.

Bag navneskiftet ligger, at den nye model intet har til fælles med den gamle. S5 er noget større end ZS (det er nemt at rode rundt i de to navne), og det ses især på akselafstanden, som er øget med hele 14 cm.

Det resulterer i stærkt forbedret bagsædeplads i form af masser af plads til knæene. Siddepositionen er også blandt de bedre, for MG har udnyttet bilens tynde batteri (blot 11 cm højt) til at have en god afstand mellem gulv og sædehynde. Dermed sidder man ikke med knæene særligt meget opad.

Også bilens længde er øget betragteligt, fra 4,32 til 4,48 m. Dermed bevæger bilen sig en halv klasse op og skal i størrelse konkurrere mod Kia EV3 og Skoda Elroq.

Førerplads i en MG S5
Førerpladsen er udmærket indrettet, og der er o.k. med fralægningsplads.

God plads i bagagerummet

Teknisk sker der en markant forandring, for S5 deler platform med MG 4, og SUV’en skifter derfor fra forhjulstræk til baghjulstræk. Firehjulstræk er ikke en mulighed.

Motorydelsen stiger markant fra 156 hk til 231 hk i kombination med det store batteri. Ellers er ydelsen 170 hk. Uanset batteri og motorydelse må S5 trække 750 kg, en fin forbedring fa den gamle models 500 kg.

Bagagerummet er med sine 453 liter en bagatel større end tidligere og er fint indrettet. Bundpladen kan f.eks. placeres i to højder, men der er ingen skilem. Luxury-varianten har elektrisk bagklap.

Stor skærm i en MG S5
Den store midterskærm har i bunden en række faste knapper, der giver nem adgang til de væsentligste menuer. Under skærmen er der fysiske knapper til klimaanlægget. Begge dele er en stor mangel i MG 4.

Skærmen reagerer langsomt i MG S5

Førerpladsen er helt anderledes end både i ZS og i 4-modellen. Og det er positivt ment. Trykskærmen er nu på 12,8 tommer, mens førerdisplayet udgøres af en 10,25-tommerskærm – en god forbedring fra både ZS og 4.

Markant bedre er, at der er kommet en række fysiske knapper under skærmen til direkte betjening af klimaanlægget samt yderligere faste „knapper“ i bunden af skærmen som genveje til bl.a. sædevarme samt navigation, radio og telefon. Hurra for det.

Skærmen virkede dog ikke særlig responsiv under FDMs første, korte tur i bilen. Adskillige gange reagerede den ikke. Men den understøtter trådløs Apple CarPlay og Android Auto, og apps som YouTube, Spotify og TikTok er indbygget.

Der er kommet en særlig menu, MG Pilot Custom, hvor man kan vælge sine foretrukne indstillinger af assistentsystemer, køreprogram m.m. Det kan også være genvejen til at slå fartalarmens bip-bip fra, hvis den generer, men samlet set kræver det fire handlinger hver gang.

MG S5 kører på vej ved havet
MG S5 fås i seks farver. Rød er uden merpris, mens de øvrige koster 6.000 kr. Her er det ’Piccadilly Blue’. Luxury-udgaven har 18-tommer fælge, mens Comfort-versionerne leveres med 17 tommer.

Fin sikkerhed i MG S5

Kabinen er godt indrettet med masser af fralægningsplads mellem forsæderne, og kvalitetsoplevelsen er også helt o.k. Dog virker kunststoffet på bagsædet (i topudgaven) ikke særlig lækkert og er glat.

Det er ikke derfor, man skal vælge topudgaven Luxury, men det medfølgende eljusterbare førersæde kan være en behagelig ting.

MG S5 har sikkerheden i orden med en pæn pakke af sikkerhedsudstyr med bl.a. blindvinkelassistent og vognbaneassistent i alle udgaver. Bilen er allerede testet af Euro NCAP, og det blev til topresultatet fem stjerner.

Bagsæder i en MG S5
Bagsædepladsen og sidepositionen er god. Der er friskluftdyser og et usb-stik.

MG S5 lader langsomt derhjemme

Grundmodellen har en officiel rækkevidde på 340 km fra sit batteri på 49 kWh, men det tager en evighed at lade helt oppe hjemme eller ved kantstenen, næsten 14 timer fra 0 til 100 pct., for den indbyggede AC-lader har kun én fase, dvs. 3,6 kW.

Lynladning er derimod fornuftig med 120 kW svarende til 24 minutter fra 10 til 80 pct. under ideelle forhold.

Med det store batteri på 64 kWh opnås 465-480 km, trefaset ladning og en maks.-effekt på 139 kW. 10-80 pct. hedder her ca. 28 minutter.

Det er kun Luxury-udgaven, der har varmepumpe, som kan give lidt på rækkevidden på kolde dage. Det er også her, man får mulighed for at trække strøm ud (V2L).

Bagagerum i MG S5
Bagagerummet er blandt de store i klassen med 453 liter. Der er en praktisk dobbeltbund, men ingen skilem.

Hvad koster MG S5?

S5 koster fra 230.000 kr. med standardbatteri, mens det store batteri fås fra 250.000 kr., og med Luxury-udstyr hedder prislappen 270.000 kr.

Det er vel ikke helt skævt for bilens størrelse, udstyr og rækkevidde, men er også et voldsomt spring op fra ZS, der her på falderebet fås for 170.000 kr. med lille batteri og 190.000 kr. med det store.

Siden MG’s spæde start i Danmark for fem år siden er forhandlernettet vokset støt til nu 12 såkaldte Brand Stores.

Se komplet oversigt over FDMs tests af elbiler

Vi har siden 2011 testet stort set alle elbiler, der er kommet på markedet. Over 140 tests kan du læse. Få overblik, før du vælger elbil.

Læs test af elbiler her

MG S5 set bagfra, mens den kører langs havet

MG S5

El
270.000 kr.
  • Garanti
  • Sikkerhed
  • Plads
  • Étfaset ladning (lille batteri)
  • Varmepumpe kun topmodel
  • Skærm-reaktion
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    En elmotor – forhjulstræk. Batteri: 64 kWh
  • CO2 udledning
    0 g/km
  • Effekt
    231 hk
  • Moment
    350 Nm
  • Topfart
    190 km/t.
  • Acc. (0-100)
    6,3 sek.
  • Køreklar vægt
    1.800 kg
  • Maks. påhængsvægt
    750 kg
  • Bagagerum
    453 liter
  • Akselafstand
    273 cm
  • Officiel rækkevidde
    465 km
  • Garanti (bil/lak/rust)
    7 / 3 / 7
    Bilgaranti: Maks. 150.000 km. Batteri: 7 år/150.000 km
  • Mål
    L:448 cm B:185 cm H:163 cm
Luk