FDM mener:
Performance-udgaven af Model 3 føles markant mere sportslig i styretøj og præstationer. Men bilen kan også bruges som en hverdagsbil. Som altid byder Tesla på mange gode teknologiske fordele, mens den indbyggede Autopilot ikke imponerer.
OSLO Tesla har udvidet Model 3-programmet med en Performance-version, så man nu kan vælge mellem en baghjulstrukken udgave til priser fra 300.000 kr., en firehjulstrukken udgave til 360.000 kr. og så denne Performance-udgave med firehjulstræk og hele 460 hk til 469.000 kr.
Udvendigt udskiller Performance-udgaven sig primært med en ekstra spoiler for og bag, store 20”-sportsfælge og et lille logo på bagklappen.
Indvendigt er der kommet nye sportssæder og lidt kulstof på instrumentbordet, og det betyder, at man faktisk skal et stykke ind under skallen, før de største forandringer dukker op.
De vigtigste finder vi ved hjulophænget, hvor konstruktionen er gjort kraftigere, og hvor affjedringen er bygget op med mere sportslige fjedre og adaptive støddæmpere. Sammen med 20”-fælge og lavprofildæk er køreegenskaberne dermed gjort betydeligt mere sportslige.

Softwaren styrer elmotorerne
Det er dog ikke kun ved de fysiske dele, at de store forandringer er sket. For også ved den software, der styrer de to elmotorers engagement, er der sket flere tilpasninger.
Det kunne vi ved selvsyn konstatere, da vi hen over en eftermiddag fik lejlighed til at afprøve bilens kompetencer på Norges største racerbane ved Rudskogen syd for Oslo. Her viste Tesla Model 3 Performance, at den kan køres markant mere sportsligt, end det man kan udsætte den almindelige 3’er for.
Særligt er styretøjet gjort mere præcist og mere kommunikerende, og sammen med en stærkt begrænset krængning og dækkenes gode vejgreb føles bilen både sjov og vedkommende.
Accelerationen er kraftig, og undervejs varieres fordelingen af trækkraften mellem for og baghjul trinløst. Bremserne er kraftigt opgraderet med baneklodser, og de havde under vores kørsel ikke problemer med at klare de belastninger, vi udsatte dem for den dag.
Den klassiske disciplin fra stående start til 100 km/t nås på 3,1 sekunder, og topfarten er på 262 km/t.

Kan bruges i hverdagen
Tesla har gjort en hel del ud af at skabe en sportslig bil, der også kan bruges som en almindelig bil i hverdagen. Det sidste betyder, at affjedringen er ændret betydeligt i forhold til de billigste udgaver.
Med automatisk justerbare støddæmpere bliver bilen nemlig hård, når det behøves, men også langt mere medgørlig, når man blot kører pænt afsted på landevejen. Det sidste kunne vi kun delvist afprøve, men det første indtryk peger i retning af en overraskende komfortabel elbil.
En ulempe er dog, at bilen i denne version kun må trække 500 kg på en eventuel trækkrog.
Ifølge Tesla er rækkevidden på 528 km, og bilen kan oplades med op til 250 kW, hvilket gør det muligt at forlænge rækkevidden med op til 228 km på 15 minutter.

Autopiloten driller
Mere generende er autopilotens funktioner. Vi blev aldrig helt dus med funktionen og måtte ofte lægge ryg til unødvendige, kraftige nedbremsninger og systemets manglende evne til at kunne fastholde bilen pænt i vognbanen.
Her er Tesla tilsyneladende ikke på niveau med konkurrenterne. Men når det er sagt, så er Performance-udgaven en af de elbiler, man gerne selv vil have fuld kontrol med hele tiden. Det skyldes primært, at bilen er både sjov og involverende at køre i og smidig og letkørt i hverdagen.
Tesla Model 3 Performance produceres i Kina og er allerede nu på vej til Danmark.
Se komplet oversigt over FDMs tests af elbiler
Vi har siden 2011 testet stort set alle elbiler, der er kommet på markedet. Over 140 tests kan du læse. Få overblik, før du vælger elbil.