FDM mener:
Urban Cruiser er en typisk ’no-nonsense’ bil med en traditionel opbygning, en let betjening og en fin brugsværdi. Den leverer det, den kan, på bedste Toyota-stil: trygt og godt.
MADRID Der er fuld fart på den grønne omstilling hos Toyota, og alene i år vil der blive føjet hele fire nye elbiler til programmet, der igen næste år udvides med yderligere to. Dermed forventer den danske importør, at hele tre ud af fire solgte Toyotaer vil være elbiler, og Toyota ser derfor nu sig selv som et egentligt elbilmærke.
En af de to helt nye modeller er denne Urban Cruiser, som Toyota har udviklet sammen med Suzuki, hvor den teknisk identiske bil så hedder eVitara. Der er tale om en mini-SUV, og den skal bygges på Suzukis egen fabrik i Indien.
Toyota Urban Cruiser kommer i to udførelser med et batteri på enten 49 kWh eller et større på 61 kWh. Billigste udgave koster 235.000 kr., og leveringen begynder til efteråret. Vi har allerede haft lejlighed til at prøve den i rigtig trafik i og omkring Madrid.

Enkelt bil at betjene
Den oplevelse afslørede med det samme, at Urban Cruiser på ingen måde forsøger at følge med de hypermoderne elbiler, hvor det meste betjenes via en skærm. I stedet er Toyota gået den traditionelle vej, og det betyder, at der er rigtige knapper til elruder, elspejle, klimaanlæg og til radioen.
Også de mere elbilrelaterede funktioner som til- og frakobling af elmotorens motorbremse sker via en stor knap lige ved siden af gearvælgeren, der er udformet som en drejeknap mellem forsæderne. Det er derfor vores opfattelse, at stort set alle kan sætte sig ind bag rattet og betjene bilen uden den store instruktion.
Det er bestemt ikke alle nye elbiler, der har det sådan. Alene af den grund vil mange sikkert falde for bilens enkelhed.

Rummelig kabine, men ikke bagi
Da Urban Cruiser fra starten er skabt til udelukkende at være en elbil, har den en meget rummelig kabine. Akselafstanden er på hele 2,7 meter, og det er en del mere end i tilsvarende benzinbiler.
Det betyder, at der er rimelig plads ved bagsædet, og at bilen faktisk føles ret stor i kabinen. Man sidder fint ved forsæderne, og det er let at komme ind og ud af bilen. Det gælder også ved bagsædet, hvor vores prøvesidning afslører, at man snildt kan sidde fire voksne i bilen samtidigt.
O.k., der er nok ikke helt samme gode plads som i f.eks. Skoda Elroq, der prismæssigt er en af konkurrenterne, men Urban Cruiser kan nok alligevel levere det, det fleste efterspørger, når det handler om siddepladser.
Bagagerummet er til gengæld nok ikke helt tilstrækkeligt for alle, idet det kun rummer 236-306 liter afhængig af bagsædets position. Det er ikke meget, men det er trods alt fint indrettet, og man kan folde bagsædets ryglæn forover i tre dele. Bilen må også udstyres med anhængertræk, og den må trække op til 750 kg.
Hvordan kører Toyota Urban Cruiser?
Vores første tur ud på de spanske vejsystemer afslører en bil med en meget komfortabel, nærmest blød affjedring. Det kunne vi godt lide, idet bilen på ingen måde lægger op til sportslig kørsel.
Vi nød også et lavt støjniveau, om end hjulstøjen på visse underlag var meget tydelig. Alle udgaver af Urban Cruiser har samme fine sikkerhedspakke, der bl.a. omfatter en adaptiv fartpilot og en tilhørende vognbaneassistent. De to dele viste sig at fungere rigtig godt, og det er utvivlsomt udstyr, man bare bliver glad for at bruge i hverdagen. Begge dele er tilmed lette at slå til og fra via knapper på rattet.
Der er også de lovpligtige alarmer for at køre for stærkt, og hvis man ikke er opmærksom. Førstnævnte er let at slå fra via en genvejstast på rattet, og opmærksomhedsalarmen er moderat og ikke nødvendig at koble fra. Brug i stedet begge dele som en hjælp.
Vi har kørt udgaven med firehjulstræk og 184 hk. Den var pænt hurtig, men ikke meget mere end udgaven med blot forhjulstræk, som faktisk yder hele 174 hk i udgaven med det store batteri.
Vi peger på netop udgaven med det store batteri og udstyrsniveauet Active som bedste køb. Den koster 250.000 kr., og hertil skal man blot lægge 7-10.000 kr. for en metallak, hvis man ikke vil have bilen i blå.
Batteriet er af LFP-typen, der tåler at blive opladet til 100 procent dagligt, og dermed er rækkevidden på 426 km nemmere at komme i nærheden af.

Et trygt køb
Toyota sælger Urban Cruiser med samme garanti som mærkets øvrige modeller, og det omfatter en fabriksgaranti på tre år og 100.000 km, der dermed ikke lever op til FDMs mindstekrav, som er fem år og 150.000 km.
Man kan dog få en forlængelse af garantien op til bilen er 10 år, eller til den har kørt 185.000 km. Den følger med, hvis man lader bilen følge serviceplanen hos Toyota, og forlænges på den måde med et år ad gangen inklusive vejhjælp. Det er en tryghedsskabende ordning, der kan gøre det lettere at hoppe med på den grønne bølge, hvis man er utryg over den nye teknik elbilerne rummer.
Selve batteriet er omfattet af en funktionsgaranti, der dækker, til bilen har kørt en mio. km, eller til den er 10 år gammel. På den måde er både pris og vilkår med til at gøre Toyota Urban Cruiser til noget særligt.
Se komplet oversigt over FDMs tests af elbiler
Vi har siden 2011 testet stort set alle elbiler, der er kommet på markedet. Over 140 tests kan du læse. Få overblik, før du vælger elbil.