Lexus RZ – En højst usædvanlig elbil

Søsterbilen til Toyota bZ4X er på vej i markant opdateret udgave, der tilføjer højere ydelse, mere raffinement, længere rækkevidde og forbedret ladning. Og så det helt unikke: Lexus RZ fås med manuelt gear og elektronisk styretøj.

Lexus RZ set forfra med landskab i baggrunden
Forpremiere

FDM mener:

Lexus RZ er en meget behagelig og komfortabel elbil med gennemsnitlige, elektriske egenskaber. Den nye sportsversion med manuelt gearskifte og elektronisk styretøj er en sjov bil. 

FARO Toyotas store el-SUV, bZ4X, findes i en ganske ukendt luksusudgave fra søstermærket Lexus. Og ligesom Toyota’en er Lexus RZ på vej i en kraftigt opdateret udgave.

Den når først til Danmark i begyndelsen af 2026, men FDM har allerede haft mulighed for at se nærmere på nyheden, snakke med den øverst ansvarlige ingeniør og køre de første par hundrede kilometer i bilen.

Det står klart, at det er et både stort og usædvanligt facelift, som omfatter muligheden for manuelt gear og elektronisk styretøj.

Førerpladsen i en Lexus RZ
Førerpladsen har ikke undergået de store forvandlinger, bortset fra udgaverne med det digitale styretøj, steer-by-wire. Det giver god mening i kombination med det højtplacerede instrumenthus, som findes i alle udgaver.

Elbilen fås med manuelt gear

RZ fås med to helt usædvanlige funktioner: Rattet er forvandlet til et greb som i computerspil eller fly, og det er muligt at skifte gear manuelt. I en elbil!

Begge dele er standard på topmodellen F-Sport, og det særlige styretøj kan tilvælges i mellemmodellen Luxury.

Gearskiftet er udviklet, fordi der stadig i elbilens og automatgearets æra er bilkøbere, som forbinder køreglæde med det at kunne skifte gear. Og da elbiler for det meste kun har ét gear, er den fornøjelse ikke mulig.

Særligt rat i en Lexus RZ
Styretøjet kræver tilvænning, men giver adskillige fordele – især at man sjældent skal flytte hænderne. Der er også mindre vibrationer fra forhjulene/asfalten. Skiftegrebene til det manuelle gearskifte anes bag den øverste kant af ’ratkransen’ – og det er unaturligt lang væk fra fingerspidserne.

Kortvarigt en sjov gimmick

Og dog. For Lexus har udviklet et system, hvor føreren kan skifte op og ned gennem otte gear ved hjælp af skiftegreb ved rattet. Det manuelle gear er dog „snyd“, for der er ikke nogen gearkasse, men illusionen er ret gennemført.

Desværre sidder skiftegrebene alt for højt på rattet, hvilket chefingeniøren godt er klar over, og som han lover at ændre ved førstkommende lejlighed. Placeringen var det muliges kunst.

Hvis man undlader at skifte op i gear, vil motoren ramme en kunstig omdrejningsbegrænser, hvilket høres, som om man kørte 120 km/t. i tredje gear i en benzinbil. Bilen skifter ikke selv her.

Men omvendt vælger den selv et lavere gear, hvis man kører i for højt gear ved lav fart. Så hvis man kører ind i en rundkørsel i syvende gear, vil bilen ikke gå i stå, men selv skifte ned til f.eks. tredje gear. Når man selv gearer ned, giver bilen en moderat motorbremsning, og ved gearskift får man øjeblikkelig feedback fra speederen.

Ved hjælp af den kunstige motorlyd får man også akustisk feedback fra bilen om, hvor højt oppe i omdrejninger man er. Der er også en omdrejningstæller, men den er mørk og ikke nem at aflæse.

Sjovt? Absolut! Men hvor længe? I det mindste kan man undlade at bruge den manuelle funktion og blot betragte det hele som en sjov gimmick.

Soltaget har en elektrisk aktiveret solafskærmning, hvor man ved tryk på en knap kan få det gennemsigtige glastag til at blive mælkehvidt, så det skærmer for solens stråler.

Lexus RZ styres med et gamer-rat

Mere iøjnefaldende og mere virkeligt er det særlige rat, der elektronisk styrer forhjulene uden nogen mekanisk forbindelse. En lavpraktisk ulempe melder sig hurtigt: Man savner noget at gribe fat i, når man stiger ind i bilen.

Men ellers er det en interessant oplevelse og efter nogen tilvænning egentlig også et positivt tiltag. Styreudslagne er små (men varierende efter hastighed), så man ikke skal dreje ret meget på en snoet vej.

Ens arme krydser aldrig rigtigt, og man skal ikke flytte hænderne rundt på rattet. (Og de, der ikke holder rigtigt på et rat, får det hurtigt lært, for der er kun én mulig håndstilling: kvart-i-tre).

Men det føles som om udvekslingen blevet lidt for stor, så man i rundkørsler ikke altid kan dreje nok på en bekvem måde. Det er ellers en ændring, som Lexus har indført, i forhold til da vi prøvede de første prototyper.

Midterkonsol i en Lexus RZ
Mellem forsæderne er der kopholdere. Det manuelle gearskifte skal aktivt tilvælges og det sker via en ’M’-knap i midterkonsollen.

Hvordan kører Lexus RZ?

Kombinationen af det manuelle gearskifte, det anderledes rat og de 408 hk giver en helt særlig og sjov, elektrisk køreoplevelse. Men især rattet er specielt i hverdagen, så køb ikke denne version uden en god lang prøvetur.

Bilens chefingeniør pointerer over for FDM, at både det digitale styretøj og det manuelle gearskifte ikke kun er udviklet til RZ. Det vil også komme i øvrige modeller som en kernefunktion for Lexus.

Udseendet er der ikke ændret meget på, men den nye F SPORT-version skiller sig ud med et mere robust design, bl.a. er designet på frontkofangeren ændret, der er tilføjet luftkanaler til bremserne, der er kommet en mere markant for- og bagspoiler samt 20 tommer aerodynamiske fælge.

Bagagerum i en Lexus RZ
Der er god plads, når bagsæderne lægges ned. Bagagerummet er normalt på 522 liter.

Lexus RZ er blevet en bedre elbil

Derimod har de elektriske grundegenskaber fået en opgradering svarende til den, Toyota bZ4X har fået. Batteriet er nyt og lidt større end før – 77 kWh brutto og 72 netto.

Rækkevidden er øget, men de foreløbige tal, Lexus angiver, har en meget stor spredning mellem varianterne: fra 450 til 568 km. Det nye, lille batteri i bZ4X tilbydes ikke i RZ.

Opladningen sker stadig med maks. 150 kW, men ladeegenskaberne ved lave temperaturer skulle være forbedret. Den indbyggede AC-lader er som standard på 22 kW.

Motorydelsen er steget lidt til 227 hk med forhjulstræk og en hel del med firehjulstræk: fra 313 til 381 hk. I den nye 550e-udgave er ydelsen tilmed oppe på 408 hk. Med firehjulstræk er trækevnen nu på 1.500 kg og med forhjulstræk kun det halve.

Der er også sket en forbedring af støjdæmpningen, så kabinen er blevet mere tyst.

Den fornyede RZ kan først leveres i første kvartal af 2026, og priserne kendes ikke. Grundmodellen med forhjulstræk og 227 hk vil formentlig koste omkring det samme som i dag, nemlig i underkanten af 400.000 kr.

Den nye topmodel, 550e AWD F Sport, er sværere at prissætte, men vi anslår, at det bliver 575.000-600.000 kr.

Se komplet oversigt over FDMs tests af elbiler

Vi har siden 2011 testet stort set alle elbiler, der er kommet på markedet. Over 140 tests kan du læse. Få overblik, før du vælger elbil.

Læs test af elbiler her

Lexus RZ set bagfra, mens den kører på en vej

Lexus RZ

El
600.000 kr.
  • Komfort
  • Batterigaranti (serviceaktiveret)
  • Usædvanlig teknik
  • Ingen bagrudevisker
  • Kun én forhandler
  • Ikke fem års garanti
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    Elmotor for og bag. Batteri: 77/72 kWh (brutto/netto)
  • CO2 udledning
    0 g/km
  • Effekt
    408 hk
  • Topfart
    180 km/t.
  • Acc. (0-100)
    4,4 sek.
  • Køreklar vægt
    2.180 kg
  • Maks. påhængsvægt
    1.500 kg
  • Bagagerum
    522 liter
  • Akselafstand
    286 cm
  • Officiel rækkevidde
    450 km
  • Garanti (bil/lak/rust)
    3 / 3 / 12
    Bilgaranti: Maks. 100.000 km. Batteri: 8 år/160.000 km
  • Mål
    L:481 cm B:190 cm H:164 cm

Sikkerhed

2023
Luk