FDM mener
Citroën er tilbage med en vellykket og rummelig elektrisk familiebil med en slagkraftig startpris. Men selv topmodellen til 300.000 kr. står skarpt i forhold til konkurrenterne.
TANNISBY Med en startpris på 260.000 kr. er Citroën tilbage med et slagtilbud på en stor og rummelig familiebil. Navnet er ë-C5 Aircross, og der er tale om en stor elektrisk SUV i klasse med storsælgere som Tesla Model Y, Skoda Enyaq og VW ID.4. Startprisen er bare markant lavere.
Citroën har også holdt fast i mærkets traditionelle dyder som en komfortabel affjedring med det tekniske tilnavn Progressive Hydraulic Cushions. Der er dog ikke tale om en hydraulisk undervogn som i de tidligere generationer.
Sidst, men ikke mindst, er designet også med kant – både udvendigt, hvor baglygten er så kantet formet, at du næsten kan skære dig på den, og indvendigt, hvor især midterkonsollen skiller sig ud.

Hvad koster Citroën ë-C5 Aircross
Men det, som umiddelbart tiltrækker opmærksomheden, er prisen. Med en startpris på 260.000 kr. for You!-versionen med en rækkevidde på 520 km står modellen skarpt.
Det er dog for en version bl.a. uden udstyr som adaptiv fartpilot, nøglefri betjening og den store 13”-trykskærm. Det følger med i Plus-versionen for en merpris på 20.000 kr.
For yderligere 20.000 kr. fås topmodellen VTR Sport – der ikke er sportslig, men som får udstyr som adaptive LED-forlygter, headup-display, udvidet sikkerhedspakke og el-bagklap.
300.000 kr. er samme pris, som Tesla netop har relanceret deres billigste Model Y til, hvor meget udstyr er pillet ud, og med sammenlignelig rækkevidde. Det understreger, hvor skarpt et tilbud Citroën’en er – og hvor skarp konkurrencen er p.t.

Hvordan kører Citroën ë-C5 Aircross?
Vores første tur i ë-C5 Aircross giver et positivt indtryk. Vi kører i topmodellen, og her mærkes det tydeligt, at undervognen gør et solidt arbejde med at holde bilen i ro.
På det punkt er modellen tro mod mærkets historie. Dog virker den ikke vuggende, men ligger roligt og behageligt på vejen. Det gælder også accelerationen.
Bilen har et batteri på 74 kWh og en elmotor med 210 hk. Men de mange kræfter bliver ikke sluppet løs i standardindstillingen. Derimod er vandringen på speederen lang, og det gør, at man undgår pludselige accelerationer, hvilket giver mere glidende og mere behagelig kørsel for passagererne.
De første indtryk af bilens assistentsystemer er også gode. Den adaptive fartpilot føles behagelig, og styreassistenten opførte sig pænt under prøvekørslen. Vi skal nok uddybe erfaringerne, når vi får bilen til test.

Hvor meget plads er der i ë-C5 Aircross?
Modellen er i familie med Peugeot E-3008 og Opel Grandland, hvor den første har lidt sparsom benplads. Heldigvis er der meget bedre pladsforhold i ë-C5 Aircross, hvor der særligt er pænt med benplads på bagsædet.
Men da selve bagagerummet er et af klassens mest rummelige, kunne vi godt have tænkt os, at bagsædet kunne længdejusteres som i forgængeren, så man selv kan vælge, om benplads eller bagagerum er vigtigst.
På forsædet er der også god plads, og med testbilens opgraderede elsæder er det let at indrette sig en god siddeposition.
Midterkonsollen er domineret af en stor trykskærm til betjening af både klimaanlæg og bilens mediesystem. Den er flot og godt placeret, og menustrukturen er bedre, end det vi har set hos Opel og Peugeot.
Der er også en god fralægningsplads til mobiltelefonen, men kopholderne har en meget underlig placering under den store skærm, hvor det er svært at komme til dem. Det havde været bedre, om mobilen var længere væk, og kopholderen tættere på.

Skal man købe en Citroën ë-C5 Aircross?
Prisen, pladsen og komforten tæller for Citroëns nye familiebil. Der er også kommet en nybilgaranti på Citroëns elektriske modeller på fem år eller 150.000 km, hvilket lever op til FDMs mindstekrav.
C5 Aircross føles lækker i topmodellen, om end man kan se, at den oplevede kabinekvalitet ikke er på niveau med det, vi ser på eksempelvis flere nye kinesiske modeller.
Men med ë-C5 Aircross er Citroën kommet tilbage til mærkets gamle dyder. Og er rækkevidden på 520 km ikke nok, er der en variant på vej med et større batteri på 86 kWh og en rækkevidde på op til 680 km. Her er priserne dog ikke kendte endnu, men mon ikke også de bliver skarpe?
Se komplet oversigt over FDMs tests af elbiler
Vi har siden 2011 testet stort set alle elbiler, der er kommet på markedet. Over 140 tests kan du læse. Få overblik, før du vælger elbil.