FDM mener
Den nye Volvo ES90 leverer en meget stor køreoplevelse pakket ind i en usædvanlig lækker kabine. I forhold til konkurrenterne er prisen yderst skarp. Bilen er bygget på Volvos egen fabrik i Kina.
NICE Det er sjældent, at vi bliver overrasket i så høj grad, som det er tilfældet med den nye Volvo ES90. For nok ser ES90 stor og fin ud, men det er der ret basalt set mange biler, der gør.
Så det var en stor overraskelse, at det er lykkedes Volvo at skabe en bil, der giver en så positiv køreoplevelse. ES90 er baseret på en del af den teknik, der også ligger bag den store EX90, men ES90 er faktisk en hel generation nyere.
Den har en længere akselafstand og en lidt lavere opbygning. Men det er luftundervognen, en helt nyudviklet 800-volts elmotor, kabinen og støjdæmpningen, der leverer den unikke følelse, vi fik, da vi kørte i bilen.
Allerede ved den første acceleration oplevede vi en limousine-agtig kørsel, hvor accelerationen kunne leveres i ministerbil-stil, og hvor støjniveauet forblev lavt. Luftaffjedringen fik bilen til at glide hen over underlaget, og det er der ikke mange andre biler i denne prisklasse, der kan efterligne!
Video: Se nærmere på den nye Volvo ES90
Hvad koster Volvo ES90?
I Danmark har den danske Volvo-importør gjort det let at være bilkøber. For bilen kommer kun i én udgave, der nærmest har alt i udstyr.
Lidt uforståeligt er vognbaneassistenten Pilot Assist dog ikke standard, men det også det eneste, man bliver nødt til at tilkøbe. Og gør man det, lander prisen på 680.000 kr.
Det er vel at mærke en 2026-pris og dermed med de nye afgifter. Set i det lys er prisen overraskende lav, og mindst 100.000 kr. billigere end flere af konkurrenterne som f.eks. en Audi Q6 med tilsvarende udstyr.
Flot grafik i skærmene
Volvo ES90 kommer som standard med et meget højt udstyrsniveau med f.eks. glastag, der via skærmen kan gøres mælkehvidt, eljusterbare sæder med varme, køling og massage, 21”-letmetalfælge, et avanceret Bose-musikanlæg med 14 højttalere, elbagklap og døre med soft-close.
Omkring førerpladsen er der en 14,5” stor opretstående skærm med en fin menustruktur, der er baseret på Googles styresystem. Det fungerer godt og både taler og forstår dansk.
Derudover er der et fint display foran rattet, der kan indstilles efter behov. Her nød vi særligt, at man kan vælge en indstilling, hvor det stort set kun er hastigheden, der vises.
Der er også et glimrende headup-display i forruden. Alle skærme byder på en flot grafik, der er let at aflæse, og som giver en klar Volvo-identitet.
Lækkert bagsæde, lille bagagerum
Ved forsæderne er der god siddekomfort, og man sidder noget højere, end man umiddelbart ville tro. Det gavner ind- og udstigningen, der føles bekvem.
Materialerne er lækre, og de er med til at skabe en ro i bilen, som man kun sjældent møder i nye biler, hvor blinkende skærme, LED-lys og krom ofte kæmper om at fange opmærksomheden. I stedet var her nærmest hyggeligt!
Ved bagsædet er knæpladsen enorm, men gulvet er noget højt på grund af batteriets placering, og det betyder, at langbenede passagerer ikke får en ordentlig lårstøtte.
Til gengæld kan man elektrisk justere ryglænets hældning, så man kan flade ud og nyde turen. Den samlede komfort ved bagsædet er derfor god.
Bagagerummet rummer 424 liter og er let at tilgå, idet bagklappen åbner op inklusive bagruden. ES90 er dermed en femdørs hatchback, og det er noget usædvanligt, at Volvo har en sådan model i programmet.
Men den føles ret praktisk indrettet, omend den ikke er helt så rummelig, som en stationcar. Fortil er der en frunk på 27 liter, og her kan man opbevare ladekablet. Bilen må trække op til 1.600 kg.
God langtursbil med lynhurtig ladning
At Volvo ES90 er baseret på den nyeste generation af elbiler fra Volvo, betyder også, at elsystemet nu er opdateret til 800-volt. Konkret betyder det, at bilen kan oplades noget hurtigere, end vi tidligere har set fra Volvo.
Nu foregår det med op til 320 kW, og dermed kan man ifølge fabrikken oplade batteriet fra 10 til 80 procent på bare 22 minutter, og efter 10 minutter har man fået tilført 260 km. Det er flotte værdier, der gør Volvo ES90 yderst velegnet for dem, der ofte kører langt.
Batteriet er på 88 kWh netto, og rækkevidden er officielt på 645 km. Senere dukker en firehjulstrukken variant op med et endnu større batteri. Den får efter sigende en rækkevidde på mindst 700 km, og da den har to elmotorer, vil den kunne yde op til 680 hk i en særlig Performance-udgave.
Volvo ES90 er allerede nu i det danske modelprogram, og de første biler leveres i starten af 2026. Garantien på bilen er på fem år eller 200.000 km, hvilket overstiger FDMs mindstekrav til nyvognsgarantier.
Se komplet oversigt over FDMs tests af elbiler
Vi har siden 2011 testet stort set alle elbiler, der er kommet på markedet. Over 140 tests kan du læse. Få overblik, før du vælger elbil.