Ingen uge uden nyheder om selvkørende biler – som altid er forsøg, selv om det ofte ikke fremgår tydeligt. Den seneste uge byder på starten af to store forsøg – og en enkelt fadæse.
General Motors har med øjeblikeklig virkning skruet kraftig op for sin testflåde, efter at hjemstaten Michigan har givet tilladelse til mere udbredte forsøg i offentlig trafik.
GM har i forvejen 40 eksemplarer af elbilen Chevrolet Bolt kørerende i Californien og Arizona, og nu udvides det antal markant med mange flere selvkørende Bolt på vejene i Detroit-området, som bliver GMs primære område til test af selvkørende teknologi i kulde og sne.
Testbilerne har en særlig uddannet fører bag rattet.
Volvo-Uber i San Francisco
Stort set samtidig sendte taxifirmaet Uber en håndfuld Volvo XC90 med selvkørende funktion ud på gaderne i San Fransisco. Det er første del af en større leverance, hvor Volvo skal levere 100 særligt tilpassede XC90’er til Uber, som så selv installerer sensorer og al øvrig teknik og software til at kunne køre selv.
Lige som Volvos egen flåde af selvkørende biler er Ubers udstyret med dobbelte sikkerhedssystemer, bl.a. to uafhængige batterier og strømnet.
Tæt på at køre fodgænger ned
Men allerede på førstedagen, 14. december, kunne det være gået grueligt galt for Uber og Volvo. Særligt for Volvo ville det have været en imagemæssig katastrofe, hvis en stor XC90 havde pløjet en eller flere fodgængere ned midt i et fodgængerfelt.
Det kunne nemt være sket, for et kamera i en taxi har filmet, hvordan Volvo-Uberen kører over for rødt – ikke bare taxigult, men efter at der ganske længe havde været rødt for en stor fodgængerovergang.
Myndigheder: stop forsøg
Der skete ikke noget, men færdselsmyndighederne i Californien har ifølge flere amerikanske medier skældt ud på Uber for at teste selvkørende teknik uden tilladelse og senest skrevet til firmaet og bedt det stoppe testen.
Myndigheden, California DMV, henviser til, at der er gode muligheder for at få tilladelse til test. Det har 20 firmaer allerede fået. Tilladelsen kræves også, selv om der også er krav om et menneske i førersædet.
Teknisk fejl eller menneskelig sløseri?
Det er uklart, om Volvo-Uberen selv burde kunne se det røde lys og stoppe, eller om det var førerens opgave.
Fra andre medier rapporteres, at Uber-bilerne skaber farlige eller forvirrende situationer ved højresving, hvor bilerne kommer i konflikt med cyklister, som der er mange af i San Francisco.