Det bliver en enorm gevinst for trafikanterne mellem Aarhus og Silkeborg, når 11 km af Herningmotorvejen indvies sidst på efteråret. Den smalle landevej, der går gennem tre landsbyer, byttes ud med en firesporet 130 km/t.-vej.
Men de kommende glæder kunne slutte brat for bilister i retning mod Silkeborg, når motorvejen de næste par år slutter lidt umotiveret ved landsbyen Hårup.
Frakørsel ikke dimensioneret til så meget trafik
Turen fra den normale frakørselsrampe, gennem en rundkørsel og forbi et lyskryds i Hårup var dømt til at give lange køer. Det gik op for Vejdirektoratet undervejs i projektet efter at have regnet på trafikstrømmene.
Problemet løses ved at anlægge en midlertidig, ca. 400 meter kort vej fra slutningen af motorvejen og direkte over i den gamle landevej.
Vejen forsvinder om to år
Når motorvejen Aarhus-Herning bliver helt færdig om senest to år med indvielse af strækningen Hårup-Funder, graves den midlertidige vej op, og markerne får lov at vende tilbage på stedet.
Det er stadig ikke afgjort, hvornår den næstsidste etape åbner. Men Vejdirektoratet forventer, at det bliver sidst i november eller først i december. Oprindelig lød planen på efteråret 2015.