Toyota overhaler VW indenom

Toyota Motor Co. er atter verdens største bilproducent, efter at Volkswagen Group havde den position i årets første halvdel. Dieselskandalen betyder - indtil videre - kun en lille del.

Nyt om biler

Mens Volkswagen-gruppen kæmper med sit livs skandale, må den tyske koncern se sig overhalet af Toyota, når det gælder om at sælge flest biler i verden.

Volkswagen var ellers for første gang blevet verdens førende efter første halvdel af 2015 – noget som den nu afgåede koncernchef Martin Winterkorn længe havde haft som mål. Toyota er – officielt – ligeglad med netop at være nr. ét.

Men føringen efter årets første seks måneder var lille, og nu er føringen tippet tilbage i Toyotas favør.

Toyota 60.000 biler foran

Toyota solgte 7,49 mio. biler i årets første ni måneder, mens Volkswagens tal ligger på 7,43 mio., skriver nyhedsbureauet Bloomberg.  Altså en forskel på 60.000 biler.

Både Toyota og Volkswagen gik 1,5 procent tilbage i forhold til sidste år.

Kun 14 dage fra skandalen brød ud

Volkswagen-skandalen kan næppe aflæses i de nye tal, for der indgår under 14 dages salg, efter at skandalen brød ud. Biler leveret i de 14 dage var i al væsentlighed købt tidligere, og der er heller ikke noget der tyder på, at Volkswagens ordreindgang fuldstændig kollapsede i den periode.

Derimod betyder det meget, at Volkswagen er gået 7,4 procent tilbage i år i Kina – gruppens største marked.

Diesel-fadæsen vil dog trække spor flere år frem. Dels kan tabet i troværdighed koste kunder i gennem længere tid, dels kan de varslede nedskæringer i udviklingsomkostninger betyde færre nye og mindre fornyede modeller i adskillige år.