Fra 17. maj frem til 9. juni er der blevet aflæst 8,1 millioner nummerplader med politiets nye skannere. 107 stationære kameraer fordelt på 24 steder i landet er i drift, ligesom fem patruljevogne med kameraer kører i Københavns, Nordsjællands og Københavns Vestegns Politi.
De 8,1 mio. hits er tal for de faste kameraer, da der ikke er gemt oplysninger om antallet af aflæste nummerplader for de mobile kameraer.
– Vi kan se, at der kører rigtigt mange biler rundt derude, som enten er interessante for os i forbindelse med en efterforskning, eller som af færdselsmæssige årsager ikke burde køre rundt på vejene. Nu har vi fået værktøjet til nemmere og hurtigere at finde de biler, som vi gerne vil have fat på, siger politidirektør Svend Larsen.
LÆS MERE: Politiets nye øjne tjekker alle nummerplader
Én ud af 70 er registreret
Politiet har ikke opgjort, hvor mange konkrete sager, nummerpladeskannerne har bidraget til. I den konkrete sag vil det være en afvejning, om der skal gribes ind her og nu over for den bil, der er et hit på, eller om patruljen skal fortsætte til andre opgaver.
Blandt de 8,1 mio. aflæste nummerplader var der noget at komme efter på de ca. 115.000, hvilket svarer til, at der er 'gevinst' på én ud af 70 nummerplader.
De registrerede hits i perioden ser således ud:
Nummerplader efterlyst som tabt eller stjålet: 47.458
Biler tilhørende personer med frakendt førerret: 28.037
Manglende forsikring: 23.526
Afmeldte nummerplader: 9.298
Biler der ikke har været til syn: 4.879
Biler registreret som stjålne: 750
Biler, der blandt andet er knyttet til personer mistænkt for lovovertrædelser, som kan straffes med fængsel i mindst et år og seks måneder, eller som er efterlyst fra udlandet: 448
Efterlyste køretøjer: 334