Plan klar for Næstved-motorvej

Fire lineføringer er i spil til den kommende Næstvedmotorvej, som snart kan få startskud. Vejen ser ud til at blive noget dyrere end beregnet, og i forvejen var der kun bevilget 25 procent af prisen.

De fire linjeføringer, som nu er i spil.
Trafik

Næstved kan snart få sin motorvej. Projektet er nu kommet så langt, at Vejdirektoratet har udarbejdet den såkaldte VVM-rapport, der er en særdeles grundig undersøgelse af miljøforhold, linjeføringer, trafik og økonomi.

 

Antallet af mulige linjeføringer er nu skåret ned til fire. Dertil kommer, at de tre af dem kan afsluttes på en alternativ måde ved Næstved.

 

To mulige afslutninger ved Næstved

Forslag A, B og C har samme forløb på den østlige del, men har forskellige linjeføringer ved Holme Olstrup. Forslag E går noget sydligere. B, C og E kan også afsluttes ved Næstved østlige omfartsvej. Dermed bliver forbindelsen videre mod vest mindre god. Kort: Vejdirektoratet
Forslag A, B og C har samme forløb på den østlige del, men har forskellige linjeføringer ved Holme Olstrup. Forslag E går noget sydligere. B, C og E kan også afsluttes ved Næstved østlige omfartsvej. Dermed bliver forbindelsen videre mod vest mindre god. Kort: Vejdirektoratet

I hovedforslagene går motorvejen direkte over i den netop åbnede omfartsvej nord om Næstved. Alternativerne slutter ved omfartsvejen øst for Næstved – en løsning der generelt er lidt dyrere og giver mindre aflastning af den nuværende vej gennem Holme Olstrup.

 

I de tre forslag med den nordlige linjeføring er planen, at den nuværende landevej på rute 54 helt nedlægges gennem Hesede Skov. Kun en cykelsti bliver der plads for at skåne skoven mest muligt.

 

Motorvejen vil få ganske kraftig trafik – mellem 15.000 og 20.000 biler i døgnet afhængig af strækning og linjeføring.

 

Forslag A – den nordligste linjeføring – giver den bedste samfundsværdi og er i kroner og ører den næstbilligste.

 

Op til 1,7 mia. kr.

Hele den 15-17 km lange motorvej vil koste 1,2 til 1,7 mia. kr. afhængig af linjeføring. Det er inklusive 30 procent ’risikotillæg’ for uforudsete omkostninger. Vejdirektoratet bruger næsten aldrig denne buffer ved sine store anlægsopgaver.

 

Et stort flertal af Folketingets partier har i 2012 afsat 350 mio. kr. til ’1.etape’ af motorvejen. Det er uklart, hvordan det skal forløbe i praksis, da motorvejen tilsyneladende ikke er egent til at blive delt over i etaper.

 

Dyrere end forventet

Anlægsoverslaget for alle forslagene er betydeligt højere end beregnet i forundersøgelsen fra 2012. Dengang anslog Vejdirektoratet, at vejen kunne anlægges for 1,1 mia. kr. i forslag A. Den lineføring vil nu koste 1,6 mia. kr.

 

Tilslutningen til Sydmotorvejen kan også anlægges som en 'kløverbladskryds'. Det koster 180 mio. kr. ekstra.
Tilslutningen til Sydmotorvejen kan også anlægges som en 'kløverbladskryds'. Det koster 180 mio. kr. ekstra.

De højere priser skyldes ifølge Vejdirektoratet, at de detaljerede undersøgelser til VVM-undersøgelsen har vist, højt grundvandsspejl og mere blød jord end forventet betyder, at der skal flyttes meget mere jord. Også broerne bliver dyrere end først anslået.

 

Tilslutningen ved Sydmotorvejen sker med ramper, der kun vender mod nord, mod København. Vejdirektoratet har opstillet et alternativ, som politikerne kan tilvælge. Det er et rigtigt kløverbladskryds med tilslutninger i alle retninger. Det giver bedre vejforbindelser i Faxe Kommune, men tilvalget koster også 180 mio. kr.

SE OGSÅ: Næstved har fået sin højbenede omfartsvej