Efter 13 år i tjeneste som ’verdens fineste bil’ og et år helt uden produktion er Rolls-Royce Phantom ved at være klar igen til at forkæle verdens rigeste og mest kræsne bilkøbere.
Rolls-Royces topmodel stammer fra 1925 og har altså 92 historie med i bagagen, om end modellen ikke har været bygget kontinuerligt.
Næsten 14 år gammel
Den nuværende model stammer fra 2003 og var den første nye model, efter at BMW Group overtog det britiske adelsmærke.
Bilen udgik ved årsskiftet 2016/2017, og den nye er først klar primo 2018.
SE OGSÅ: Luksus: Rolls-Royce holder et års pause
Mere moderne
Den nye Phantom ligner grundlæggende sin forgænger med sin pompøse, nærmest monstrøse fremtoning, men er også gjort mere moderne. Særligt indvendig er bilen med på noderne med alt i elektronik, og en af de versioner, Rolls-Royce viser billeder af, har en lilla kabine med hvidt læder.
Rolls-Royce omtaler gerne sin topmodel som verdens fineste bil og tilføjer nu, at Phantom er verdens mest tyste bil.
Endnu mere tyst
Støjniveauet – muligvis et forkert ord – er sænket ti procent, siger Rolls-Royce Motor Cars. Det er bl.a. opnået ved at bruge 130 kg lydisolering. De tolags ruder er seks mm tykke.
Motoren er stadig en V12er, men har nu turbo – to turboladere, faktisk – og en ydelse på 571 hk. Det er omkring 100 flere end før. Drejningsmomentet er oppe på 900 newtonmeter.
SE OGSÅ: Rolls-Royce gør chaufføren elektronisk
Meget lang og ekstra-meget lang
Nu som før fås Phantom i en ’normal’ udgave på omkring seks meter og i en forlænget udgave.
Den nye Phantom baseres på en ny, unik Rolls-Royce-platform, videreudviklet fra den nuværende Phantoms undervogn. Den nye platform skal også bruges til alle øvrige, kommende Rolls-Royce-modeller.
Slut med BMW-dele
‘Helt i modsætning til hvordan andre såkaldte luksusmærker forsøger at opnå stordriftfordele ved at dele platforme med massemarked-producenter, har Rolls-Royce konkluderet, at fremtiden for ægte luksus ligger i småserie-produktion af en dedikeret The Architecture of Luxury’,’ lyder det en anelse hånligt fra det BMW-ejede mærke.
Rolls-Royce benytter ellers selv en modificeret BMW 7-serie-platform til sin ‘lille’ Ghost-familie. Men det skal åbenbart være slut fra næste generation.
'Luksus-arkitektur' skal bruges til alle Rolls-Royce-modeller
- Alle vore kunder, som hver og én er en luksus-connoisseur i det ekstreme, har bedt om noget mere individuelt, ikke mindre, siger Rolls-Royce-chef Torsten Müller-Ötvös i en pressemeddelelse.
‘The Architecture of Luxury’ vil være grundstenen for alle kommende Rolls-Royce-modeller, bekræfter firmaet. Det gælder projekt Cullinan og senere den næste Ghost, Wraith og Dawn samt fremtidige coachbuild-projekter.
SE OGSÅ: Rolls-Royce indtager Skandinavien