Elbiler får flere steder at tanke

100 nye ladestandere er ved at blive sat på offentlig tilgængelige steder af firmaet Clever. Situationen for Better Places ladere er uvis.

Den nye Renault Zoe kan føle sig godt hjemme ved en Clever-lader, som netop kan levere 22 kWh, som er bilens maksimum.
Nyt om biler

Selv om elbilbølgen lader vente på sig, er elbiloperatøren Clever i gang med et ambitiøst projekt med 100 nye ladestationer. De får alle hurtigladning.

De første 20 er netop sat op på Sjælland, og de resterende 80 installeres i resten af landet i løbet af sommeren og efteråret.

Lader med 22 kW

De nye ladestandere kan alle lade med 22 kWh, og hvis bilen ellers kan tage imod så megen energi på én gang, vil en almindelig elbil kunne lades fra tom til 80 procent på under en time. Det kaldes normalt hurtigladning.

Clever har i forvejen 50 endnu kraftigere ladestationer, som med 50 kW og jævnstrøm kan lade japanske elbiler op endnu hurtigere. Det går normalt under betegnelsen lynladning. Endelig har Clever 80 almindelige ladestandere.

Kan lade alle elbiler

Clever siger, at de nye 22 kW-ladere, der bruger vekselstrøm og forudsætter en lader indbygget i bilen, kan bruges til alle elbiler, også nye modeller som Renault Zoe, Tesla S og VW Up.

Hver af de nye ladestandere kan lade to biler ad gangen.

Det koster 5,50 kr. pr. kWh, hvis man ikke betaler et månedligt abonnement. Fra en privat lader, som bilejren selv har bekostet, er prisen kun 1,20 kr. 

Better Place-ladere ude af drift

Konkurrenten Better Place gik konkurs 26. maj, og kort efter blev alle selskabets ladere lukket. Det er fortsat uklart, om nogen vil overtage driften af de blå ladestandere, som der angiveligt er 700 af.