Det her giver klip i kørekortet

Høj hastighed og anden farlig kørsel kan koste klip i kørekortet. Tre klip i dit kørekort inden for tre år, og du får frakendt kørekortet betinget. Se alle regler for klip i kørekortet.

Kørekort rækkes ud af bilvindue.
Viden

Med den såkaldte klippekortordning giver en lang række færdselsforseelser et klip i kørekortet.

Når du op på tre klip i kørekortet, betyder det en betinget frakendelse af kørekortet. Herefter skal du til en orienterende teoriprøve og praktisk køreprøve for at få kørekortet igen.

Illustration af underoverskrift Hvornår får man klip i kørekortet?

Du får ét klip i kørekortet for hver af følgende forseelser:

  • Overskrider fartgrænsen med mere end 30 procent
  • Kører med for kort afstand til forankørende
  • Kører ulovligt i nødsporet
  • Ikke spænder børn under 15 år fast i bilen
  • Ikke sørger for at passager på 8-15 år anvender styrthjelm på motorcykel
  • Kører over for rødt lys
  • Overtræder reglerne om vigepligt
  • Overtræder reglerne for overhaling og forbud mod overhaling
  • Overskrider spærrelinjer ved overhaling
  • Øger hastigheden når man bliver overhalet
  • Overhaler ved fodgængerfelt
  • Kører mod færdselsretningen
  • Kører uforsvarlig slalom- og forbikørsel i tæt trafik
  • Ændrer færdselsretning og placering til fare eller unødig ulempe for andre
  • Kører venstre om helleanlæg
  • Kører om kap eller væddeløbskørsel på vej
  • Kører over jernbanespor, hvis der er givet signal til standsning
  • Brug af håndholdt teleudstyr og kommunikationsapparater som f.eks. håndholdt mobiltelefon, GPS, iPad og smartwatch
  • Kører med en lav koncentration af THC det aktive stof i hash og marihuana  i blodet (0,001-0,003 mg/kg)
  • Hvis der sker en ulykke i forbindelse med forseelsen, eller hvis den har medført fare for andre, afgør politiet, om du i stedet skal frakendes førerretten.

Illustration af underoverskrift Hvad er straffen for håndholdt mobiltelefon?

Det koster både en bøde på 1.500 kr. og et klip i kørekortet, hvis du bruger håndholdt mobiltelefon i bilen. Udover mobiltelefonen gælder reglerne også andre former for håndholdt teleudstyr og kommunikationsapparater som f.eks. håndholdt GPS, iPad og smartwatch.

Hvilke særlige regler gælder for nye bilister?

Hvis du har haft dit første kørekort i mindre end tre år, må du kun få to klip i kørekortet, før du får et kørselsforbud. Du nøjes derfor ikke med en betinget frakendelse som andre bilister. Får du kørselsforbud, skal du aflevere dit kørekort. Du må først køre igen, når du har:

  • Gennemgået otte teorilektioner og otte kørelektioner hos en kørelærer
  • Bestået en kontrollerende køreprøve, dvs. alm. teoriprøve og praktisk køreprøve

Du skal selv betale for undervisning og prøver.

Illustration af underoverskrift Kan man få flere klip i kørekortet på en gang?

Flere overtrædelser i samme situation udløser hver et klip, f.eks. hvis du overskrider hastighedsgrænsen med mere end 30 procent og samtidig kører frem for rødt lys.

Ud over klip i kørekortet vil du også modtage en bøde for trafikforseelsen. 

Du kan også få klip i kørekortet, inden du erhverver det, f.eks. hvis alligevel kører bil. I givet fald vil klippet blive stående i registeret og have som konsekvens, at du i de første tre år, efter du har fået kortet, vil blive frataget kortet allerede ved første klip.

For alle klip gælder det, at et klip annulleres, efter tre år fra overtrædelsen blev begået.

Læs mere: Her er bødetakster for hastighedsoverskridelser

Illustration af underoverskrift Hvad giver ellers et klip i kørekortet?

Klip i kørekortet omfatter også placering af autostole i bilen.

Du får et klip i kørekortet for følgende forseelser i forbindelse med forkert brug af autostole:

  • Placerer bagudvendt autostol foran passagerairbag, med mindre den kan frakobles
  • Ikke spænder barnet ordentligt fast i sikkerhedsudstyret, dvs. hvis man spænder børn under 135 cm. fast i sikkerhedsudstyr, der ikke er godkendt eller ikke passer til barnets højde og vægt

FDM bakker op om reglerne og opfordrer samtidig bilister til primært at placere små børn på bagsædet. Helt små børn op til 9 mdr. bør sidde i bagudvendt autostol, som giver den optimale støtte for et lille barn ved kollision.

Læs mere: Regler for autostole

Illustration af underoverskrift Hvor kan man se klip i kørekort?

Du kan ikke selv slå op, hvor mange klip du har i kørekortet.

Er du i tvivl om, hvor mange klip du har, skal du kontakte politiet, der kan oplyse dig antallet af klip.

Et klip gælder i tre år fra den dag, hvor du har begået overtrædelsen.

Illustration af underoverskrift Hvornår frakendes kørekortet ubetinget?

Det er antallet af overtrædelser, der har givet et klip i kørekortet og eventuelle tidligere overtrædelser af færdselsloven, der kan afgøre, om kørekortet frakendes ubetinget.

Det kan ske i følgende tilfælde:

  • Hvis du får seks klip inden for en periode på tre år
  • Hvis du har taget kørekort til almindelig personbil eller motorcykel for mindre end tre år siden og får fire klip inden for tre år
  • Hvis du er frakendt kørekortet betinget og får tre klip inden for den 3-årige prøvetid for den betingede frakendelse
  • Hvis du tidligere har fået kørselsforbud, og du inden for en periode på tre år efter, at du har fået kørselsforbuddet, får 3 klip
  • Hvis du tidligere har været frakendt kørekortet ubetinget, og du inden for en periode på fem år efter, at frakendelsestiden er udløbet, får tre klip inden for tre år

Illustration af underoverskrift Hvorfor skal man betale til offerfond?

Et klip i kørekortet koster 500 kr. ekstra oven i bøden. Der er ikke tale om en bødeforhøjelse, men en selvstændig opkrævning på 500 kr., som du får samtidig med din bøde.

Pengene skal finansiere den såkaldte offerfond, der skal bidrage til at styrke rådgivning, oplysning og forskning mv. på området. Fra lovgivers side er tanken, at man ønsker at straffe kriminelle, uanset om der er et offer eller ej, da færdselsovertrædelser potentielt kan medføre ofre.

Har du spørgsmål til reglerne?

Hvis du har spørgsmål til færdselsregler og bøder, kan du som medlem af FDM kontakte vores juridiske rådgivning.

Få rådgivning