Find det rigtige billån

Spar tusindvis af kroner ved at vælge det rigtige billån. Sæt dig ind i de centrale lånebegreber og undersøg markedet, så du er klædt godt på inden din bilhandel. Bliv her guidet gennem begreber og faldgruber.

Et ægtepar sidder ved computer og taler sammen.
Viden

Billån kan ligesom alle andre former for finansiering være vanskelig at overskue. Det kan derfor godt betale sig at bruge et par aftener på at undersøge markedet for bilfinansiering.

Du kan få billån hos både bilforhandlere, banker og realkreditinstitutter. Der er mange individuelle krav, der gør sig gældende, når du skal finde det billigste billån. 

Illustration af underoverskriftSkal du vælge billån via realkreditinstitut?

Hvis du har en ejerbolig med friværdi, kan et billån med pant i boligen måske være den billigste måde at finansiere en bil.

Realkreditinstitutterne i Danmark tilbyder ofte billigere finansiering af ejerboliger sammenlignet med traditionelle billån. Du kan undersøge med din bank, om du kan benytte dit realkreditlån til bilfinansiering. Så længe de samlede lån ikke overstiger 80 pct. af boligens friværdi, vil dette ofte være en god og billig løsning.

Derudover tilbyder bankerne også prioritetslån i boligen i belåningsintervallet 80-95 pct. Om den billigste løsning er at optage et prioritetslån eller et nyt realkreditlån, afhænger af flere forhold.

Illustration af underoverskriftSkal du vælge billån i banken?

Der er stor forskel på, hvad et billån koster i de enkelte pengeinstitutter. Mange banker har desuden forskellige priser afhængigt af dit kundeforhold.

Samtidig findes der en række pengeinstitutter, der tilbyder billig finansiering, hvis du i forvejen er medlem af en bestemt fagforening eller organisation. Tjek derfor priserne på f.eks. Mybanker eller Pengepriser.dk og overvej ud fra en helhedsvurdering af din økonomi, om det er fordelagtigt at skifte bank i forbindelse med bilkøb. 

Illustration af underoverskriftSkal du vælge billån hos bilforhandleren?

Alternativt kan du få finansieret bilen hos bilforhandleren, hvilket kan virke tillokkende, når du alligevel står nede hos forhandleren.

Det kan i nogle tilfælde være lige så billigt at få bilen finansieret via bilforhandlerens finansieringsselskab som hos de billigste banker. Det gælder specielt for dyre biler, da renterne generelt er lavere hos bilforhandlerne, mens stiftelsesomkostningerne er højere.

Det er helt afgørende, at du ved, hvad en alternativ finansiering i f.eks. banken vil koste. Bilforhandleren modtager en provision for at formidle lånet. Desuden lægger forhandlerne typisk et gebyr på 2.000-6.000 kr. oven i lånet.

Da stiftelsesomkostningerne ikke er fradragsberettigede, kan et lån optaget hos en bilforhandler med en lav månedlig bruttoydelse og lav årlig omkostning i procent (ÅOP) før skat, rent faktisk ende med at blive dyrere end et tilsvarende banklån. Du skal derfor kende ÅOP efter skat for i sidste ende at kunne gennemskue, hvilket lån der er billigst.

Derfor er det også vigtigt, at du er villig til at forhandle om stiftelsesomkostningerne med bilforhandleren, hvis finansieringen skal foregå der. Hvis du optager et billån, der formidles af en bilforhandler, har du som udgangspunkt to ugers fortrydelsesret. Det gælder kun finansieringen og ikke selve bilkøbet.

Illustration af underoverskriftHvordan forbereder du dig?

Finansiering af biler er en indtægtskilde for bilforhandleren ligesom formidling af forsikring, prisen for den nye bil og prisen, som han vil betale for din gamle bil. Det er derfor vigtigt, at du har lavet dit hjemmearbejde, inden du besøger bilforhandleren, da det hurtigt kan blive uoverskueligt, når de enkelte delelementer blandes sammen.

Anbefalingen er derfor, at du undersøger mulighederne for både bilfinansiering og forsikring på samme måde, som du vil tjekke prisen på biler, inden du gennemfører en bilhandel. Det er indsatsen værd at bruge tid på at undersøge muligheder for bilfinansiering

Du kan nemt spare tusindvis af kroner ved at vælge den rigtige finansieringsform eller pengeinstitut. 

Læs mere: 5 gode råd, når du skal finde billån

Hvad koster bilen dig?

Er du nysgerrig på, hvad den firehjulede kommer til at koste dig det kommende år? Eller påtænker du at købe ny bil? FDM har udviklet en beregner, som kan hjælpe dig med at få overblik over dit bilbudget.

Prøv beregner