Dyrere at holde bil i 2013

Udsigten til større værditab og stigende benzinpriser får de samlede udgifter til at stige mellem tre og seks procent i 2013 for de mindre biler, viser FDMs bilbudget for 2013. De dyrere og større biler rammes knapt så hårdt, da de fortsat er populære som brugte, hvilket begrænser værditabet.

Nyt om biler

Det lyder måske ulogisk, at lavere priser på nye biler kaster højere samlede udgifter af sig. Men den er god nok, for i takt med at særligt de helt små biler er blevet sat kraftigt ned, så prisen nu begynder under 80.000 kr., påvirkes muligheden for at sælge de brugte biler til en ordentlig pris.

”Populært sagt ødelægger de billige småbiler markedet for brugte biler. Står valget
mellem en tre til fem år gammel bil og en lidt mindre, men til gengæld helt ny bil, så
vælger folk i mange tilfælde den nye bil, og det holder efterspørgslen på små brugte biler
nede. Dermed presses priserne ned, så man faktisk må afsætte et lidt større beløb
til værditab år for år, og det påvirker det samlede driftsregnskab mærkbart”, siger FDMs forbrugerøkonom Allan Skytte Christensen.

Det er dog kun de bilejere, der vælger at skifte bilen ud efter tre til fem år, der oplever, at værditabet stiger.

Til gengæld forventer FDM, at omkostningerne til den større bil vil holde sig i ro i 2013.
Det skyldes, at udbuddet af større biler er mindre, fordi mange har valgt at købe en lille, billig bil.

”Listeprisen er faldet og ændret beskatning af leasing- og demobiler har været med til at gøre det attraktivt at sælge den større, brugte bil. Derfor er der fortsat et godt brugtbilsmarked for de større og dyrere biler og det er med til at begrænse værditabet”, siger Allan Skytte Christensen.

En ting ser dog ud til at gælde alle bilejere. Stigende grønne ejerafgifter, dieselbilernes udligningsafgift og udgiften til brændstof vil påvirke bilbudgettet i negativ retning.

fdm.dk/biloekonomi kan du lægge dit eget bilbudget.