VW Up er det store hit

Flere end 2.000 har skrevet under på en VW Up, inden der overhovedet har været åbent hus. Familie-konkurrenterne fra Skoda og Seat fumler stadig med deres priser, men Skoda lover at blive billigere.

Nyt om biler

En frapris på 94.000 kr. for en tredørs VW Up har længe skabt ravage i bilbranchen, hvor der ser ud til at blive vendt op og ned på konkurrenceforholdene.

Det gælder også internt i familien, hvor Skoda og Seat kæmper med at få endnu lavere pris på hhv. Citigo og Mii. VW, Skoda og Seat hører både til i samme koncern på fabriksniveau og har samme importør i Danmark.

2.100 ordrer

Den lave pris og rygterne om bilens mange dyder har fået kunderne til at strømme til VW-forhandlerne, og endnu inden bilen har haft officiel danmarkspremiere 3. marts, har ca. 2.100 danskere skrevet under på en slutseddel.

De fleste har ikke en gang siddet i eller blot kørt i bilen, og alle har kun kunnet købe den mindre praktiske tredørs variant.

10.000 kr. ekstra for femdørs

Nu har VW dog priserne klar på den vigtige femdørs, og de viser, at den tredørs ikke havde en speciel lav lokkepris i forhold til den femdørs. Mens billigste tredørs Up koster ca. 94.000 kr. er mérprisen for billigste femdørs 14.000 kr. – altså 108.000 kr. Mérprisen inkluderer vel at mærke aircondition i den femdørs.

For versionen med det mellemste udstyrsniveau, Move Up, som 70 procent af alle kunder vælger, er tillægget for både femdørs og aircondition 10.000 kr. svarende til en pris på 112.000 kr.

"Citigo bliver billigere"

Selv om Skoda nu har præsenteret Citigo for dansk presse, er der stadig ingen oplysninger om priser. Kun siger Skoda, at Citigo bliver billigere, og at nødstopsystemet ”City Safe Drive” er standard.

Seat har heller ingen priser klar. Herfra lyder meldingen kun, at Mii ikke bliver dyrere end Up.

Over 7.000 biler på et år

Seat Mii – både tre- og femdørs - lanceres sidste weekend i maj, og Skoda Citigo er klar første weekend i juni som tredørs og efter sommerferien som femdørs.

VW forventer at kunne sælge 6.000 styk det første år, mens Skoda regner med 800-900 i 2012. Seat har ikke oplyst salgsforventninger.