Tidligere på året blev det kommunikeret ud via FDMs europæiske samarbejde, at udenlandske bilister fra 1. juli skulle have en refleksvest med i bilen, hvis de kører gennem Tyskland. Men det viser sig nu ikke at være korrekt.
”Der har desværre været en fejl i de udmeldinger, som der er givet til bilklubberne i Europa tidligere på året om brug af refleksvest i Tyskland. Det har vi netop fået bekræftet hos vores tyske søsterklub. Lovkravet om refleksvest gælder kun de tysk indregistrerede biler. Selv om en refleksvest næppe vælter feriebudgettet, så synes vi, at det er vigtigt, at få fejlen rettet. Der er regler nok at holde styr på, når man kører på ferie i udlandet”, siger jurist i FDM, Dennis Lange.
Refleksvesten har til formål at øge sikkerheden og gøre bilisterne mere synlig, hvis det er nødvendigt at stå ud af bilen ved et havari.
”Uanset om det er lovpligtigt eller ej, så anbefaler FDM, at man har en refleksvest i bilen både i udlandet og Danmark. Når man som bilist skal ud på kørebanen, er man meget udsat, så det gælder om at være så synlig som mulig, så man undgår at blive påkørt”, siger Dennis Lange.
Der er fortsat flere lande, hvor det er lovpligtigt for alle at have en refleksvest i bilen, det gælder bl.a. Italien, Frankrig og Spanien.
Hvis man har købt en refleksvest hos FDM, som man på grund af regelforvirringen ikke skal bruge alligevel, kan man få pengene retur ved blot at henvende sig der, hvor den er købt.
Billedtekst: Det er ikke lovpligtigt at have refleksvest med i bilen i Tyskland, men FDM anbefaler stadig bilister at have refleksvest med, når de kører på ferie.