Fjern gamle p-billetter fra forruden

Center for parkering i Københavns Kommune præciserer reglerne for parkeringsbilletter. Er der mere end én i forruden, kan det give problemer.

Bilist

 ”Der kan aldrig anvendes mere end én gyldig parkeringsbillet ad gangen”.

Sådan har reglerne altid været, når man parkerer i Københavns Kommune. Men det er nu blevet mere tydeligt i Københavns Kommunes parkeringsbekendtgørelse, der er ændret med virkning fra 1. december.

- Det kan være svært for vores ansatte at gennemskue, hvilken billet, der er den gyldige, når der ligger fem billetter i forruden. Det har givet anledningen til diskussioner med bilister. Derfor har vi gjort det tydeligere i bekendtgørelse, at der kun kan bruges en enkelt billet i forruden, selv om juraen ikke er ændret på det punkt, forklarer Anders Møller, direktør i Center for Parkering.

Fotodokumentation hjælper

Problemet med at gennemskue, hvilken billet der gælder, er dog blevet mindre i de seneste år.

- Efter at vi har indført, at vi tager billeder af alle biler, når vi udskriver parkeringsbøder, er det nemt at bevise, hvilket billet, der er den gyldige, siger Anders Møller, der samtidig opfordrer bilister til at fjerne gamle parkeringsbilletter fra bilens forrude.

Den gyldige parkeringsbillet skal i øvrigt altid anbringes synligt umiddelbart indenfor forruden og skal tydeligt kunne læses udefra.

Læs mere om parkeringsreglerne i Københavns Kommune her