VW Golf træder på sin 40 års fødselsdag ind i en helt ny verden. Den verden, der består af opladningshybrider – eller elbiler uden begrænsninger. Det gør Golf til verdens første bil, der både fås i benzin-, diesel-, el- og naturgasversioner foruden opladningshybriden GTE.
Golf GTE blander sig dermed i en lille, eksklusiv skare af opladningshybrider. Audi lancerer inden VW A3 med helt samme teknik som Golf GTE, og ellers er udbuddet begrænset til Volvo V60 D6, Opel Ampera og – med lidt god vilje – BMW i3 med rækkeviddeforlænger.
LÆS OGSÅ: Motors test af Volvo V60 D6
Den tekniske cocktail i Golf’en er kompleks og imponerende: en standard 1.4 TSI-benzinmotor med 150 hk, en elmotor på 102 hk, en særlig version af DSG-automatgearkassen og et mellemstort litiumbatteri med 8,8 kWh energi – nok til 50 kms elkørsel ifølge normen.Elastisk forbrugstal
Summen af de to motorer er 204 hk, 350 Nm, 0-100 på 7,6 sekunder og en potentiel ekstrem grøn glorie: 66,7 km pr. liter. Som altid ved den type biler er tallet både lidt akademisk og elastisk, idet det baserer sig på en bestemt fordeling mellem el- og benzinkørsel (her er det 2/3 el) og på, at strømmen er CO2-fri.
DSG-gearkassen er modellen med seks trin, men i stedet for de normale to koblinger har den her hele tre. Den tredje bruges til at koble benzinmotoren helt fra hjulene, når føreren slipper speederen. Så triller bilen uden motorbremsning.
LÆS OGSÅ: Motors stortest af Opel AmperaUmiddelbart er bilen fuldstændig ukompliceret, forbløffende stærk, støjsvag og meget behagelig at køre. Som udgangspunkt optræder Golf GTE som elbil og bliver ved med det, indtil batteriet er tømt, hvis man ikke gør noget.
Præstationerne er særdeles livlige, selv om elmotoren er knap så stærk som i den rene el-Golf. Topfarten ved el-drift er 130 km/t., men som i andre elbiler tæller rækkevidden livligt nedad ved 110-120 km/t.
Det gør ikke så meget, for en 150 hestes benzinmotor står klar i kulissen, og hvis man er lidt smart, sørger man for at hidkalde benzin-assistansen, allerede når man kører ind på motorvejen, uanset om batteriet er tømt eller ej.
Besværligt at vælge køre-mode
Og her er det, at tingene bliver lidt komplicerede. For ingeniørerne har åbenbart fået lov at overføre alle mulighederne fra udviklingsprojektet til produktionsudgaven. Der er både to knapper ved gearstangen at trykke på, fire andre muligheder inde i en menu samt en ekstra indstilling med gearvælgeren. Men blandt de mange muligheder er der intet, der hedder ’auto’ eller noget i den stil.
LÆS OGSÅ: Motors stortest af BMW i3Ikke helt indlysende bør man vælge ’Battery Hold’ i menuen. Så forvandles bilen til en ’almindelig’ hybrid, hvor benzinmotoren er den primære drivkraft, men får en hjælpende hånd fra elmotoren med den strøm, som dannes ved bremsning.
’Battery Hold’ betyder også, at batteristrømmen gemmes til f.eks. bykørsel sidst på ruten. Man også vælge ’Battery Charge’, hvor benzinmotoren stille og roligt lader et tomt batteri op til ca. halv ladning, men det giver ingen miljømæssig mening.
LÆS OGSÅ: Motors test af VW Golf GTD
Ønsker man motorbremsning og dermed opsamling af bremseenergi, skubbes gearvælgeren i ’B’. På den måde kan må både give gas og bremse med speederfoden, hvilket kan være bekvemt. Energimæssigt er det nærmest lige meget, for når man bremser moderat med bremsepedalen, ryger der også strøm tilbage på batteriet.
Og når vi er i denne funktion: Overgangen mellem motorbremsning og hydraulisk bremsning sker helt umærkeligt. Det var i hvert fald oplevelsen ved den første prøvetur.Som hybrid er Golf’en endnu stærkere og hurtigere end på ren elkraft, og samtidig er benzinøkonomien lav. 22,2 km/l siger VW.
Hurtig som en GTI
Med tryk på GTE-knappen bliver slægtskabet med Golf GTI og GTD (diesel) tydeligt. Begge motorer arbejder sammen for fulde omdrejninger, og drejningsmomentet er lige så stort som på GTI og næsten det samme som hos GTD – men er til rådighed ved meget lavere omdrejninger. Nu er hybriden lige så hurtig til 100 km/t. som GTD.
Så er det, at Gran Turismo-bilen vågner. Speeder, styretøj og gearskift bliver mere kontant, og en computer sørger for at blande elektronisk lyd fra højttalerne med benzinmotorlyden. Hvad, der er hvad, er ikke lige til at afgøre.
LÆS OGSÅ: Motors test af Tesla Model S
Den ekstra teknik - batteri, elektronik, elmotor og en ekstra kobling - øger vægten med små 200 kg. Men en passende opstramning af undervognen betyder, at den alsidige Golf ikke føles tung – eller gyngende.
En fuld opladning varer to timer og et kvarter fra en ladestander eller hjemmelader (1x16 ampere). Fra et almindeligt stik tager det knap fire timer. Hurtigladning tilbydes ikke.
Den grønne teknik er i høj grad brugt til at gøre Golf’en hurtig. Hvad med en opladningshybrid med lidt mindre motorer, så brændstoføkonomien kunne blive endnu bedre?
– Vi har stadig mange projekter i gang med Golf, siger en af bilens fædre, så det nærmest lyder som en bekræftelse.
GTE bliver i Danmark 80.000-90.000 kr. billigere end GTI og GTD, prisen for DSG-gear indregnet. Og så følger der endda fuldt LED-forlys med i den grønne Golf. Med prisen på ca. 425.000 kr. koster bilen to tredjedele af en Opel Ampera og under halvdelen af en Volvo V60 plugin-hybrid.
Dermed skulle der nok være nogen, der kan se fidussen i at kombinere sport og miljø. VW har selv svært ved at sige, hvem disse nye kunder er. Men der venter dem i hvert fald en oplevelse.