Kia Rio - minibil på dansk

Den nye Kia Rio har flot teknik, god sikkerhed og et nydeligt interiør med mange smarte funktioner og danske menuer. Prisen ser danskervenlig ud.

Kia Rio.
Forpremiere

Bagenden er præget af de store LED-baglygter og det store Kia-logo ved håndtaget under ruden. De sorte lister langs yderkanten af bagruden er med til at mindske luftmodstanden. Foto: Kia
Bagenden er præget af de store LED-baglygter og det store Kia-logo ved håndtaget under ruden. De sorte lister langs yderkanten af bagruden er med til at mindske luftmodstanden. Foto: Kia
Motor mener: Det er dejligt at se, at Kia har udstyret alle udgaver med automatisk nødbremse, der bremser for både biler og fodgængere, og det er en fornøjelse at køre i udgaven med den nye turbomotor.

Minibilsklassen har fået fuld fart på i Danmark efter nogle år, hvor alt kun handlede om pris, pris og pris. Nu er der kommet bedre plads i økonomien til, at vi danskere tør stille flere krav til den næste bil, og det har fået gang i salget af de lidt større biler.

Og den timing er slet ikke dårlig. For netop nu holder en lang række minibiler i kø for at vise sig frem i en ny og forbedret udgave. Og en af de helt hotte nyheder bliver Kia Rio, der om få uger anduver med skib fra Korea – klar til at møde danske bilkøbere i stor stil.

LÆS OGSÅ: Gruppetest af minibilerne Mazda 2, Hyundai i20, Skoda Fabia og VW Polo

Kia Rio fås kun i denne ene udgave med fire sidedøre og en stor tophængslet bagklap. Denne nye udgave er blevet længere, bredere og lavere, ligesom akselafstanden er øget.
Kia Rio fås kun i denne ene udgave med fire sidedøre og en stor tophængslet bagklap. Denne nye udgave er blevet længere, bredere og lavere, ligesom akselafstanden er øget.
Hvad er det så for en bil, vi kan vente os? Motor har allerede haft lejlighed til at prøve Rio, og det første indtryk peger i retning af en rummelig, velkørende bil med en fin balance mellem på den ene side at være bygget på en simpel måde, og på den anden side at tilbyde udstyr og teknik, der bringer Kia langt frem i feltet.

Udstyr, garanti og sikkerhed

Pladsen i denne bilstørrelse måles oftest bedst ved bagsædet og i bagagerummet, og her skuffer Rio ikke. Der er god loftshøjde bagtil, og et næsten fladt gulv gør det muligt også at benytte midterpladsen. Der er dog kun beslag til autostole ved de to yderpladser.

Instrumentbordet er velformet og et lækkert læderrat øger køreglæden. Den store skærm i midten er standard på de dyreste udgaver  grundudgaven har blot et lille radio-display.
Instrumentbordet er velformet og et lækkert læderrat øger køreglæden. Den store skærm i midten er standard på de dyreste udgaver grundudgaven har blot et lille radio-display.
Bagagerummet rummer rimelige 325 liter og har en smart forskydelig bund, der gør det muligt at opbevare en del af bagagen i et rum under bunden.

Omkring forsæderne er der god plads, og en ret praktisk indretning med fralægningsrum, kopholdere og et velordnet instrumentbord giver god stemning foran. Mængden af udstyr varierer naturligvis, alt efter hvilken variant man køber, men grundniveauet er højt med aircondition, læderrat og fine instrumenter.

LÆS OGSÅ: Stortest af den grønne minibil Suzuki Baleno 

Går man videre end grundmodellen, får man også en stor farveskærm i midterkonsollen, hvor alle menuer præsenterer sig flot med dansk tekst og tale. Apple CarPlay er også på listen over udstyr.

Apple CarPlay og Android Auto er en del af udstyret i de udgaver, der har den store skærm.
Apple CarPlay og Android Auto er en del af udstyret i de udgaver, der har den store skærm.
På sikkerhedsområdet er alle danske udgaver forsynet med en automatisk nødbremse, der virker ved ganske høje hastigheder, og som kan bremse op for både biler og fodgængere. Fint!

Og som altid hos Kia sælges bilen med op til syv års garanti, hvilket inkluderer opgradering af kort til navigationssystemet samt opkobling til nettet, hvis man har tilkøbt de dele.

Fine benzinmotorer

Den lille trecylindrede turbomotor med 100 hk er en fornøjelse at køre og gør Kia Rio til en lækker køremaskine.
Den lille trecylindrede turbomotor med 100 hk er en fornøjelse at køre og gør Kia Rio til en lækker køremaskine.
På motorsiden er den nye Rio blevet udstyret med enten en 1.2-liters benzinmotor på fire cylindre, men uden turbo, eller en trecylindret motor på bare 1.0-liter, men med turbolader. Det er sidstnævnte, der skal bære salget herhjemme, og den gør det da også rigtig flot. Den trækker fint ved lave omdrejninger og støjer ikke synderligt.

LÆS OGSÅ: Motors stortest af Opel Corsa

Den knap så agile 1.2’er skal man derfor ikke prøve lige efter 1.0’eren, for så virker 1.2’eren aldeles bovlam. Men den gør faktisk et hæderligt arbejde, og har man kun behov for at køre kortere ture, kan den sagtens bruges.

Vi peger dog på 1.0’eren som bedste køb, og vil man have en af de bedre udstyrede udgaver, er 1.0 Turbo eneste valg. Der er også en dieseludgave i programmet, men det er, som om diesel efterhånden mister sin autoritet, i takt med at benzinmotorerne kører længere og længere på literen. Vi vil derfor ikke umiddelbart pege på den som et godt køb, selvom den som motor betragtet ikke fejler noget.

Kører godt

Bagagerummet i Kia Rio rummer 325 liter. Bunden er flytbar og kan i øverste position dække over et rum, der kan beskytte en del af bagagen.
Bagagerummet i Kia Rio rummer 325 liter. Bunden er flytbar og kan i øverste position dække over et rum, der kan beskytte en del af bagagen.
Køreegenskaberne i Kia Rio er overraskende gode, og særligt nyder man et veltilrettelagt styretøj og en affjedring, der har godt styr på ujævnheder. Ved hurtig kørsel gennem sving føles krængningen ret beskeden, og Rio er derfor en bil, man nyder at køre.

På udstyrssiden er der en hel del udstyr, man kan vælge efter behov. Fartpilot, p-sensorer, bakkamera og nøglefri adgang er nogle af de mest oplagte dele, men også læderindtræk, navigationsanlæg, varme i sæder og rat samt netopkobling fra den store skærm er blandt de muligheder, der er for at gøre Kia Rio mere personlig.

Baglygterne er af LED-typen og giver Kia Rio en tydelig udstråling i mørke. Forlygterne er af halogentypen.
Baglygterne er af LED-typen og giver Kia Rio en tydelig udstråling i mørke. Forlygterne er af halogentypen.
Men helt så mange sjove muligheder som man ser hos f.eks. Nissan Micra og Citroën C3, kan Kia dog ikke tilbyde. Hertil er mærket stadig for konservativt og fabrikken for langt væk til, at Kia vil bygge biler helt efter kundernes ønsker. Men mindre kan også sagtens gøre det.