To jyske byer får omfartsvej

Trafikanterne kan i fremtiden undgå at køre gennem Ribe og den lille nordjyske by Haderup. Begge steder kommer der omfartsveje.

Trafik

Bilisterne skal i fremtiden kunne slippe for Ribe, og indbyggerne i storkebyen skal undgå at have unødig bilkørsel gennem byen.

En omfartsvej vest om byen er rykket et stort skridt nærmere med en ny politisk aftale på Christiansborg.

Som en del af en planlagt udbygning af rute 11 Esbjerg-landegrænsen afsættes der nu 372 mio. kr. til den vigtigste del af denne udbygning, nemlig en omfartsvej ved Ribe. En omfartsvej vil medføre væsentlige tidsbesparelser, fremgår det af en forundersøgelse fra Vejdirektoratet.

372 mio. kr. til den vestlige løsning

Forundersøgelsen viste, at linjeføring A som motortrafikvej med 2+1 spor vil koste 372 mio. kr.

Linjeføring A, der går i åbent land et stykke fra Ribe, er billigst og giver den bedste trafikløsning, men krydser et Natura 2000-område og berører en række områder med kulturhistorisk interesse, herunder kirkeomgivelserne for Ribe Domkirke.

Linjeføring B, der går tættere på byen og er en delvis udbygning af den eksisterende ringvej, vil koste 427 mio. kr. Der er altså ikke penge til denne løsning.
Den konkrete udformning afgøres dog først, når en igangværende VVM-undersøgelse er færdig i løbet af 2015.

Omfartsvej ved Haderup

I den anden ende af Jylland er der også afsat penge til en ny omfartsvej. Her skal vejen gå uden om den lille by Haderup, men nok så vigtigt skal den nye vej løse de trafikale problemer der er, hvor rute 34 krydser rute 16.

Trafikken på den nord-syd-gående rute 34 skal køre 600 meter ad den øst-vest-gående rute 16 og gennem to T-kryds, hvilket giver problemer.

Der er nu afsat 250 mio. kr., som ca. rækker til den 7,5 km lange ”røde” løsning på kortet øverst, udført som tosporet motortrafikvej. De to hovedveje skal krydse hinanden med en bro.

Beslutning om, hvilken løsning der vælges, sker først, når den mere grundige VVM-undersøgelse er klar senere på året.