Dansk talent fører tysk rally cup

To danske kørere har lagt sig i spidsen i den tyske ADAC Opel Rallye Cup.

Jacob Madsen og Ole Frederiksen vandt anden afdeling af ADAC Opel Rallye Cup i Stemweder og ligger nu i spidsen for cup’en.
Nyt om biler

19-årige Jacob Madsen er feltets mindst rutinerede kører, men beviste igen i weekenden, at han er en af de hurtigste blandt de 22 deltagere i ADAC Opel Rallye Cup.

Sammen med co-driver Ole R Frederiksen vandt han anden afdeling af den tyske rallycup, hvor 22 hold konkurrerer i helt ens udgaver af en Opel Adam. Det danske hold fører nu cup’en med deltagelse af række talentfulde tyske, svenske og belgiske hold, der kæmper om pengepræmier på over 750.000 kr.

Den danske duo vandt med 11,6 sekunder foran nummer to efter en time og ti minutters kørsel på 12 hastighedsprøver.

”Det er utrolig tæt, så man kan ikke tillade sig at slappe af på noget tidspunkt, selv om man fører. Der er fem til seks andre kørere, der kan blande sig i topstriden, og når det ofte er tiendedele af et sekund, der afgør, hvem der er hurtigst på en hastighedsprøve, så straffes enhver fejl med et stort fald ned ad resultatlisten,” siger Jacob Madsen.

Det måtte vinderen af første afdeling, Emil Bergqvist, sande, da han på rallyets anden hastighedsprøve kørte i en grøft og sad fast i mere end tre kvarter. Jacob Madsen og Ole R Frederiksen havde derimod et problemfrit rally. Næste afdeling er Wartburg rally den 9.-10. august.