Motorveje er kun beregnet til motoriseret kørsel, men både lørdag den 5. og lørdag den 12. september vil der være fodgængere og cyklister på Danmarks to store motorvejsbroer, Farøbroerne og Storebæltsbroerne.
Lørdag den 5. september er der ”fødselsdagsløb” over Farøbroerne. Der bliver løbet, cyklet og rulleskøjtet på motorvejsbroerne, og det medfører en del restriktioner for bilisterne.
Kun et spor i hver retning
Kl. ca. 8 til 16 er broens vestlige (sydgående) side reserveret til løbet, mens broens østlige halvdel er farbar med et spor i hver retning.
Både tilslutning <41> og <42> vil være spærret for både til- og frakørsel, og desuden er der spærret sydgående ved frakørsel <43>.
Trafikanter fra Farø og Vordingborg, der skal sydpå, skal være opmærksom på forlænget rejsetid som følge af omkørsel via frakørsel <40>, gør Vejdirektoratet opmærksom på.
Storstrømsbroen helt lukket
Men også den gennemkørende trafik skal formentlig være forberedt på kø, når motorvejen snævres ind fra to til et spor i hver retning og fartgrænsen sænkes.
Desuden viser det sig i sidste øjeblik, at også bliver Storstrømsbroen bliver berørt af motionsarrangementet. Broen vil være helt lukket kl. 9.00-12.00 i begge retninger.
Læs mere om afspærringer i forbindelse med Farø Broløb her.
Storebælt rammes 12. september
Lignende trafikproblemer er i sigte på Storebælt lørdag den 12. september. Omkring 6.000 cyklister lukkes over Storebæltsbroen som en del af cykelløbet Aarhus-Odense-København, som passerer broen i tidsrummet kl. 16-20. Men generne for bilisterne begynder omkring kl. 13.30.
Trafikken kan ikke undgå at blive berørt af cykelløbet, konstaterer Sund & Bælt og siger, at trafikanterne skal beregne ekstra tid til turen den lørdag.
Under cykelløbet vil der være dobbeltrettet trafik i de vestgående spor, d.v.s. i retning mod Fyn, og vejens status ændres fra motorvej til almindelig landevej med en fartgrænse på 80 km/t.
Læs mere om trafikken på Storebæltsbroen her.
Gener mellem kl. 13.30 og 21
Ændringen indtræder kl. 13.30 i retning mod Fyn og kl. 15 mod Sjælland. Trafikken forventes at være normal omkring kl. 21.
Sund & Bælt henviser til, at trafikanterne kan få trafikinformation via sms. Det sker ved at sende en sms til 1231 med teksten BRO INFO. Det koster almindelig SMS-takst. Tjenesten ophører automatisk efter syv dage.