Opnår en bil de maksimale fem stjerner i Euro NCAPs kollisionstest, nedsættes den afgiftspligtige værdi, så forbrugeren får en rabat i udsalgsprisen på 2.100-3.600 kr. afhængig af bilens pris. Men det bliver i de fleste tilfælde ikke synligt på prisskiltet hos forhandleren.
Audi A6 er blandt de ti biler, der netop er blevet kollisionstestet i Euro NCAP, hvor samtlige biler fik fem stjerner. Alligevel bliver prisen ikke sat ned. Nedslaget i registreringsafgiften er der angiveligt allerede taget højde for.
- Vi har tidligere givet rabatten efterfølgende, men det gav en masse støj på linjen, da kunder, der allerede havde købt bilen, ikke kunne forstå, hvorfor de skulle betale mere for den. Derfor er rabatten nu regnet med fra start, så vi egentlig taber penge på bilen, indtil den forventede topkarakter kommer fra Euro NCAP, og vi kan få fradraget, forklarer Lars Kornelius, marketingschef hos Audi.
Rabatten skal gå til forbrugeren
Syv af de ti testede biler findes allerede på det danske marked. Foruden Audi A6 er det BMW X3, Chevrolet Orlando, Hyundai i40, Kia Picanto, VW Golf Cabriolet og Jetta. Men det er kun Kia, der vil give deres Picanto en ny og lavere pris, selv om den er feltets billigste med en pris på under 100.000 kr.
De øvrige importører har umiddelbart ingen planer om at sætte priserne ned, og det skuffer FDM.
- Når bilerne allerede er prissat, bør prisen blive sat ned med det samme, de får fem stjerner. Ellers ryger afgiftslettelsen jo blot i importørens egen lomme. Desuden skal kunderne kunne se en kontant gevinst ved at købe en sikker bil. Det er jo hele ideen med reglen, forklarer Motors biltekniske redaktør, Søren W. Rasmussen, der repræsenterer FDM i Euro NCAP
Afviser at snyde forbrugeren
Men hos bl.a. Chevrolet, afviser man, at rabatten ryger i egen lomme i stedet for at gå videre til forbrugeren.
- Vores Orlando er i forvejen aggressivt prissat, så rabatten er allerede med i prisen, forklarer pressechef hos Chevrolet, Dorthe Arvin.
Havde I da regnet med at Orlando fik fem stjerner?
- Nej, det vidste vi jo ikke, men prisen er i forvejen presset langt ned – måske længere ned, end den burde
Men hvis I ikke havde fået fem stjerner, så ville bilen vel have kostet det samme og ikke stige i pris?
- Ja, sådan kan man vælge at se på det, men bilen er i forvejen prissat ret aggressivt, og vi tjener ikke så meget på den, så det var i forvejen et sats at sætte den så lavt, siger pressechefen.
De tre øvrige mærker, der fik fem stjerner i den nye kollisionstest - Chevrolet Aveo
Citroën DS5 og Opel Ampera/Chevrolet Volt – kommer først på markedet herhjemme senere og er endnu ikke prissat.