Hyundai i30 med tre døre

For første gang får Hyundai en sporty tredørsudgave af i30. Men designet er mere nede på jorden end søstermærket Kias Proceed.

Hyundai i30 tredørs er afdæmpet i designet, men ser flot ud.
Nyt om biler

Mens Kia fik lov at lave Hyundai-Kia-koncernens mest sportslige udgave i form af Kia Proceed, er en tilsvarende tredørs udgave af søsterbilen Hyundai i30 holdt designmæssigt nede på jorden.

Den tredørs Hyundai i30 har et selvstændigt karrosseri i forhold til den fornuftige femdørs. De brede baglygter har led-lys.
Den tredørs Hyundai i30 har et selvstændigt karrosseri i forhold til den fornuftige femdørs. De brede baglygter har led-lys.
Designet ser dog flot ud, og de vandrette store baglygter med led-lys sender tankerne i retning af Audi.

Fra siden er de små vinduer ved bagsædet med til at give bilen et selvstændigt præg i forhold til den femdørs, men giver næppe nogen god udsigt indefra.

Let ændret front, samme teknik

Fronten er ændret en smule, mens motorteknikken og bilens dimensioner er helt identisk med det, vi kender fra det øvrige i30-program. Ikke noget med turbo eller andre særlige løsninger for tredørsudgaven.

i30 tredørs kommer til at supplere femdørsudgaven og i30 stationcar, når den kommer til Danmark til marts.

Mens Kia allerede med første generation Ceed havde en dynamisk designet tredørs, er det nyt med anden generation i30, at Hyundai lancerer en tredørs.