Det er ikke hver dag, at en topchef for en bilkoncern lægger navn og ansigt til lanceringen af et nyt batteri. Men det gjorde Carlos Ghosn, administrerende direktør for både Renault og Nissan på Paris-udstillingen. Og det siger noget om vigtigheden af nyheden.
Det er da også en usædvanlig markant forbedring af rækkevidden for Renault elbil, Zoe, der skrues op for. Den officielle rækkevidde øges fra 240 km til 403 km.
- Dermed kan vores kunder i praksis køre 300 km, sagde Carlos Ghosn.
I den gamle udgave, som fortsætter, sagde Renault, at den reelle rækkevidde var omkring 170 km.41 kWh-batteri
Den meget store rækkevidde opnås ved næsten at fordoble batteriets kapacitet – fra 22 til 41 kWh. Det nye batteri fylder ikke mere end det gamle, men vejer 22 kg mere. Begge batterier er af litium-ion-typen.
Samtidig gør Renault det muligt for danske kunder at købe billen med batteri. Hidtil har man skullet leje det for et månedligt beløb.
Sælges nu med batteri
Derfor bliver Zoe nu noget dyrere på papiret. Den hidtidige version koster ca. 258.000 kr., mens modellen med 41 kWh-batteri får en pris på 287.000 kr. Med det høje Intens-udstyr koster Zoe 307.000 kr.
Nuværende Zoe-kunder kan opgradere til det store batteri for omkring 30.000 kr. og så fortsætte med at betale den hidtidige månedsleje.
Klar til nytår
Den langtrækkende Zoe kan bestilles med det samme og leveres i Danmark omkring årsskiftet. Om muligt kan det være en god idé at få Zoe leveret før nytår, da registreringsafgiften fordobles fra 1. januar 2017.