Nissan Micra bliver femstjernet i Danmark

Den seneste Euro NCAP-test af Nissan Micra kastede to forskellige resultater af sig afhængig af, om bilen havde den store sikkerhedspakke eller ej. I Danmark får alle udgaver af Micra dog sikkerhedspakken, og den kan dermed kalde sig femstjernet. En god beslutning, mener FDM.

I Danmark opgraderer Nissan sikkerhedsniveauet på den nye Micra, som dermed kan bryste sig af fem Euro NCAP-stjerner
Bilist

Det har aldrig været let at være bilkøber i Danmark, og de nye resultater fra de løbende sikkerhedstest af nye biler fra Euro NCAP gør det bestemt ikke lettere. En ny bil kan således få to forskellige resultater alt afhængig af, om bilen er udstyret med det ene udstyr eller det andet.

Senest har både Nissan Micra og Suzuki Swift således indkasseret to forskellige resultater ud fra, om det er et udstyrsniveau med eller uden sikkerhedspakke. Begge producenter bygger nemlig to varianter af bilerne, og alt efter, hvilket marked bilen skal sælges på, bliver den altså mere eller mindre sikker.

Den danske Suzuki-importør køber begge udgaver af den nye Swift til Danmark. Det betyder, at Swift herhjemme sikkerhedsmæssigt vil være udstyret til enten tre eller fire Euro NCAP-stjerner. Et forhold der får FDM til at råde alle Swift-købere til at sikre sig, at de vælger udgaven med fire stjerner.

LÆS OGSÅ: Populær minibil snubler i sikkerhedstest

Dansk Nissan-importør opgraderer sikkerheden

Langt bedre ser det ud for danske kunder til den nye Nissan Micra. Her har den danske importør nemlig besluttet – i lighed med importørerne i Sverige, Norge og Finland – at alle udgaver, der sælges i disse lande, skal være bedst muligt udstyret, og altså dermed til topkarakteren på fem Euro NCAP-stjerner. Også her bygger producenten bilen i to versioner, og på andre markeder i Europa vil bilen derfor både optræde som både fire- og femstjernet.

”FDM hilser den danske Nissan-importørs beslutning velkommen og glæder sig på vegne af de danske bilkøbere, der altså kan være sikre på altid at få en femstjernet Nissan Micra. Det viser, at den store fokus på bilers sikkerhed i Danmark nu bærer frugt, og at i hvert fald nogle importører vælger at satse på sikkerhed til gavn for de danske forbrugere,” siger Søren W. Rasmussen, der er bilteknisk redaktør på FDMs medlemsblad Motor og samtidig er dansk repræsentant i det fælleseuropæiske sikkerhedssamarbejde Euro NCAP.