Her er bilens svage punkt i kulden

Vintervejret er på vej, og for mange bilister er det lig med glatte veje og flade batterier. Hver femte vejhjælpsassistance i kulden skyldes batteriet, viser tal fra FDM vejhjælp.

Pressemeddelelse

Sommerdæk på glatis, frosne døre og livløse biler. Vintervejret har det med at komme bag på bilisterne og skabe travlhed hos vejhjælpsselskaberne. Det er særligt batteriet, der har det med at give op, når den første nattefrost bider sig fast. Faktisk er flade batterier den hyppigste årsag til, at vejhjælpen rykker ud, når temperaturen falder. Ifølge tal fra FDM vejhjælp handler hver femte af vinterens assistancer om at yde førstehjælp til livløse biler.

”Bilens batteri er et af de mest kritiske punkter, når det bliver koldere i vejret. Efter at have kørt hele sommeren ligger ladestanden på mange batterier på et lavt niveau, og så bliver den først nattefrost pludselig for stor en mundfuld. Faktisk kan batteriet miste op mod 50 procent af sin kapacitet ved hård frost. Derfor er det en god idé at få ladetilstanden kontrolleret, og eventuelt skiftet batteriet,” siger seniortekniker i FDM Jørgen Jørgensen.

Batteriet er dog ikke bilens eneste svage punkt, når vinteren melder sin ankomst med kuldegrader og vintervejr. Det er også vigtigt, at dækkene passer til årstiden.

”Har man ikke allerede skiftet til vinterdæk, er det ved at være tid. Alt for mange bilejere venter for længe og ender ofte med at blive overrasket, når den første sne falder. For selv om der måske ikke venter vinterføre lige om hjørnet, og vejene kun er fugtige, bremser og står vinterdæk stadig bedre fast end sommerdæk, når temperaturen falder. Det er ikke bare et spørgsmål om fremkommelighed men i høj grad også om sikkerhed,” siger Jørgen Jørgensen.

Udover at kontrollere bilens batteri og skifte fra sommer- til vinterdæk bør man også sikre sig, at lygter og viskerblade er i orden, og at sprinklervæsken passer til årstiden.

”At vinterklargøre bilen kræver ikke den store bilviden og kan sagtens klares hjemme på villavejen eller parkeringspladsen på et par timer. Får man gjort det i tide, sikrer man sig, at bilen er bedre rustet til vinterens strabadser og minimerer dermed risikoen for, at der bliver brug for vejhjælp undervejs,” siger Jørgen Jørgensen.

Sådan gør du bilen klar til vinteren

• Tjek bilens batteri, og lad gerne batteriet op med en hjemme-batterilader en gang om måneden.
• Skift i god tid til vinterdæk. FDM anbefaler, at dækkene har mindst 3 mm. mønster
• Fyld frostsikker sprinkler- og kølervæske på bilen
• Smør låsene med låseolie
• Smør bilens gummilister med en silikonestift. Så undgår du, at dørene fryser fast
• Tjek bilens vinduesviskere, som kan være slidte efter en lang sommer
• Tjek alle lygter både for og bag, og sørg for at holde dem rene igennem vinteren.