Én helt ny, produktionsklar bil havde verdenspremiere på CES-messen i Las Vegas. Produktionsklar hævder i hvert fald Faraday Futures, at dets store elbil vil være i 2018.
FF91 hedder en næsten fem meter lange super-elbil med tilnærmet crossover-look og et fast blik på Teslas succes, der indtil videre mere giver sig udtryk ved børsværdi end ved salgstal.

Vil overgå Tesla
Faraday forsøger at overgå Tesla i præstationer og teknik. Således hævder firmaet, at de tre motorer tilsammen yder over 1.000 hk, at 0-100 km/t. klares på 2,5 sekunder, og at rækkevidden er omkring 600 km. Batteriet skulle være på op til 130 kWh, 30 procent mere end Teslas pt største batteri.

Batteriet eller i hvert fald cellerne kommer fra LG Chem, der også leverer til Renault.
Eldreven og avanceret
Berettigelsen for premieren på teknologimessen ser ud til at være, at bilen dels er eldreven, dels er tiltænkt alverdens smarte funktioner. Én af dem er muligheden for at parkere helt selv, og det blev også demonstreret på udstillingen. Men da FF91 skulle gøre det ved en fremvisning på scenen med firmaets grundlægger Jia Yueting, nægtede bilen at bevæge sig.

Faraday er kinesisk ejet, men med hovedkontor i Los Angeles og har en fabrik under opførelse ved Las Vegas. Der har været megen tumult omkring firmaets økonomi og ledende medarbejdere.
Firmaet kan ikke sige, hvad prisen bliver, men tager imod forudbestillinger formedelst 35.000 kr. i depositum.