- Vi vil ikke lave en SUV. I bliver nødt til at skyde mig først!
Talen var klar og som sædvanlig humoristisk, da Ferraris bestyrelsesformand Sergio Marchionne afviste, at Ferrari kunne finde på at bygge en SUV for at kunne sælge flere biler, særligt i Kina.
Ordene – citeret af nyhedsbureauet Bloomberg – faldt på et møde ved investorer og brancheanalytikere.
Mange penge at tjene på SUV
Finansfolkene ville nok gerne have hørt noget andet, for Ferraris aktiekurs er faldet, siden sportsvognsmærket i oktober 2015 blev udskilt som selvstændigt aktieselskab fra Fiat Chrysler Automobiles. Så presset på at tjene penge er øget.
SUV-diskussionen er relevant, for biltypen er den hurtigst voksende i verden og samtidig den type, hvor der er flest penge at tjene.
Porsche gjorde det med gigantisk succes for 15 år siden, og nu er både Alfa Romeo, Maserati, Lamborghini, Jaguar, Bentley og Rolls-Royce på vej med den højbenede biltype.
SE OGSÅ: En Bentley for fuld fart ud i terrænet
"Enzo ville rotere i sin grav"
Men altså ikke Ferrari, som Marchionne – der også er bestyrelsesformand for Fiat Chrysler – så bramfrit slog fast.
Samme melding kom i øvrigt fra Ferraris designchef Flavio Manzoni sidste sommer.
- Firmaets grundlægger Enzo Ferrari ville rotere i sin grav, hvis vi kunne finde på at bygge en SUV.
Ingen skitser af SUV
Da han blev spurgt, om Ferrari nogensinde havde tegnet, hvordan en potentiel Ferrari-SUV kunne se ud, lød svaret:
- Aldrig.
Men på et andet område er den nye bestyrelsesformand ved at give køb på et gammelt Ferrari-princip: ikke at fremstille flere end 7.000 biler årligt.
I år ventes tallet at komme op på 7.700 biler.
"Byg én mindre end efterspørgslen"
Marchionne har tidligere sagt, at Ferrari sagtens kan bygge 9.000 biler årligt uden at miste sin eksklusivitet, og at det kunne nås i 2019. Nu taler han om 10.000.
- Vi behøver at nå dertil og må prøve at finde ud af, om markedet kan tage flere end 9.000, sagde Marchionne under Detroit-udstillingen i januar.
- Ferraris grundlægger havde i 1947 en klar vision om, at vi kan fremstille én bil mindre end efterspørgslen. Så længe vi er opmærksom på den regel, går det fint.