Et nedslag på et par tusinde kroner og et sæt vinterdæk med i prisen stiller de fleste tilfredse, når der skal handles bil. Men faktisk kan der nemt være endnu flere penge at spare hos bilforhandleren. Der er nemlig ofte tusinder af kroner at hente på forhandlernes lånetilbud, skriver FDMs medlemsmagasin Motor.
”Mange bilkøbere får finansieret deres bil hos forhandleren. Desværre er færreste klar over, at lånetilbuddet, ligesom bilens pris, er til forhandling, og dermed risikerer de at gå glip af flere tusinde kroner i rabat,” siger forbrugerøkonom i FDM Allan Skytte Christensen.
Det er ikke ualmindeligt, at bilforhandlere i dag tjener næsten lige så meget på at formidle et billån, som på at sælge bilen. Typisk ligger den såkaldte stiftelsesprovision på mellem 3.000-10.000 kroner, og det er det beløb, der er til forhandling. Men selv om der altså kan være penge at spare her, viser en undersøgelse, FDM har lavet, at kun én ud af ti bilkøbere skænker forhandlerprovision og oprettelsesgebyrer en tanke, når de vælger billån.
”De færreste er vant til at låne til en bil og er derfor tilbøjelige til at fokusere på renten og den månedlige ydelse. Som forbruger kan man dog med fordel forholde sig langt mere kritisk til forhandlerens lånetilbud. Vi ser ofte eksempler på, at bilkøbere uden større sværdslag har forhandlet en bilforhandlers provision 3.000-4.000 kroner ned,” siger Allan Skytte Christensen.
Vil man sikre sig, at man får det bedste lån, råder FDM til, at man gør sit hjemmearbejde og undersøger billånsmarkedet herunder hos ens egen bank. Derudover bør man ikke kun se på renten, men også lånets øvrige poster som de årlige omkostninger i procent (ÅOP) og gebyrer.
”Og så skal man ikke nødvendigvis tage imod det første det bedste lånetilbud fra forhandleren. Vores erfaring er, at de fleste har et endnu bedre i skuffen eller med få ændringer kan lave et, hvis man spørger til det,” siger Allan Skytte Christensen.
Læs mere i Motors oktobernummer der udkommer fredag den 26. september.