Statoil sænker priserne 80 øre

Den vejledende pumpepris, der ændres på tankstationerne hver dag kl. 10, bliver nu 80 øre lavere hos Statoil. Til gengæld kommer der sjældnere de helt store prisfald oveni, men samlet vil det formentlig betyde lavere brændstofpriser.

Voldsomme prisfald skal man ikke vente at finde hos Statoil fremover. I stedet er den "faste" pris blevet lavere.
Bilist

Hos Statoil skal det være slut med brændstofpriser, der suser op og ned i løbet af døgnet. Forbrugerne har nemlig luret, hvornår brændstof er billigst, så hvorfor ikke bare give dem det til den lave pris hele tiden, lyder ræsonnementet hos benzinselskabet.

Statoils rutinemæssige meddelelser om ændringer i priserne var usædvanlig 31. oktober. Det skyldes, at selskabet nu går over til officielt lavere, men mere stabile priser.
Statoils rutinemæssige meddelelser om ændringer i priserne var usædvanlig 31. oktober. Det skyldes, at selskabet nu går over til officielt lavere, men mere stabile priser.
Hver dag kl. 10 ændres priserne på brændstof ud fra selskabernes listepriser, hvorefter de falder i løbet af dagen, inden de stiger igen næste dag kl. 10. Det betyder, at bilister har risikeret at betale over en kr. mere pr. liter brændstof, hvis de tankede på et dyrt tidspunkt.

Holder i kø inden kl. 10

- Mange kunder har allerede indrettet sig efter prisforskellene og holder i kø på vores stationer inden kl. 10, hvor priserne er lave, mens der er færre kunder midt på dagen. Men vi vil hellere have, at kunderne kommer på alle tider af døgnet, uden at der er den helt store prisforskel. Derfor sænker vi nu priserne med 80 øre, forklarer PR & kommunikationsdirektør hos Statoil, Per Brinch.

Med en prisreducering på 80 øre sparer man 40 kr., når man tanker 50 liter. Det skal så holdes op mod, at der formentlig kommer færre store, kortvarige prisfald. Statoil forventer ikke at tjene meget mindre pr. liter i gennemsnit over døgnet.

Stadig penge at spare

Priserne hos Statoil vil efter planen nu blive mere jævne henover døgnet.
Priserne hos Statoil vil efter planen nu blive mere jævne henover døgnet.
Der vil dog stadig være konkurrence på brændstof, og der vil også være noget at spare sidst på dagen eller først på morgenen.

- Men prisforskellen vil være meget mindre, da brændstoffet er billigere fra starten og ikke svinger så meget som tidligere. Det er hensigtsmæssigt for både os kunderne, siger Per Brinch.

Nedsættelsen på 80 øre på den vejledende pris gælder både for benzin og diesel hos Statoil og på de ubemandede 1-2-3-stationer.

Mere konkurrence på vej

FDM mener, at det er godt nyt for bilisterne og specielt for de, der ikke altid har tid til at tanke om morgenen eller sen aften.

- De vil virkelig kunne mærke en besparelse. Men alle andre bør også få billigere benzin, da lavere startpriser kl. 10 og generelle prisforskelle ofte er katalysator for yderligere priskonkurrence, siger Allan Skytte Christensen, forbrugerøkonom hos FDM.

Han forudser mere konkurrence efter prisreduceringen fra Statoil.

- Med en markedsandel på ca. 25 procent er Statoil et af de dominerende olieselskaber på markedet, og det bliver derfor spændende at se, hvad konkurrenternes modsvar vil være.

Se Statoils forklaring her

Hold øje med de laveste priser i nærheden ved hjælp af FDM Benzinpriser

(FDM benzinpriser findes også som app til iPhone- og Android-telefoner)