Aarhus betaler rykkergebyrer tilbage

Landets næststørste kommune har i flere år tilsidesat god forvaltningsskik. Bilister, der har klaget over en parkeringsafgift, kan se frem til at få rykkergebyret tilbage.

Foto: Eric Andersen, FDM
Trafik

Der er godt nyt til de bilister, der indenfor de seneste tre år har fået et rykkegebyr for en parkeringsafgift, de var i færd med at klage over til Aarhus Kommune.

Kommunen har nemlig indrømmet, at den har tilsidesat god forvaltningsskik, og nu betales rykkergebyrerne tilbage.

Det gælder rykkergebyrer i forbindelse med samtlige klager over parkeringsafgifter indenfor de seneste tre år.

LÆS MERE: Gode råd om parkering

Ulovlig praksis

Indtil for nylig fremgik det af kommunens hjemmeside, at ”En indsendt klage har ikke opsættende virkning for betaling af parkeringsafgiften, og rykkerproceduren sættes ikke i bero. Hvis der gives medhold i klagen, vil det indbetalte beløb blive betalt tilbage.”

Men det er stik imod principperne i forvaltningsloven. Når man klager over en parkeringsafgift, skal betalingsfristen nemlig sættes i bero, indtil parterne er hørt, og myndighederne har truffet en afgørelse.

- Kommuner har slet ikke lov til at lægge rykkergebyrer på parkeringsafgifterne, når klagen ikke er afgjort. Men med rykkergebyrerne forsøgte Aarhus Kommune at presse bilister til at betale parkeringsafgifter, der muligvis var grundløse, forklarer jurist i FDM, Dennis Lange.

Et andet problem med fremgangsmåden var, at en borger, der er uenig i en kommunes afvisning af en klage, ikke kan få prøvet sin sag i fogedretten, hvis parkeringsafgiften er betalt. Hvis borgerne fulgte anvisningerne på kommunens hjemmeside, kunne de dermed ikke gå videre til domstolene.

FDM TV: Undgå parkeringsfælderne

Går tre år tilbage

FDM har siden januar forsøgt at få en forklaring fra Aarhus Kommune på den ulovlige praksis. Det var nødvendigt at inddrage Folketingets Ombudsmand i processen, og først i denne måned er der kommet svar.

- Vi ændrer praksis på området og vil hurtigst muligt ændre oplysningerne på girokort, rykkere og påmindelser og hjemmeside. Vi påbegynder snarest opgaven med at gennemgå alle klager tre år tilbage, så det bliver undersøgt, om borgeneren er blevet opkrævet disse rykkergebyrer, fordi så skal de tilbagebetales til klageren, lyder svaret fra Aarhus Kommune til FDM.

Rykkergebyret er 100 kr. for beløb op til 600 kr., mens man skal af med 250 kr. i gebyr, hvis kommunens tilgodehavende overstiger 600 kr.