Den nye runde crashtest fra Euro NCAP har været ventet med større spænding end længe. Efter en periode, hvor fem stjerner nærmest var normen, skærpede det fælleseuropæiske crashtest-samarbejde, som FDM er en del af, fra årsskiftet nemlig kravene, så det nu bliver sværere at opnå de maksimale fem stjerner.
”De senere år er stjernerne nærmest drysset ned over bilerne i Euro NCAPs test, hvilket har været udtryk for, at bilerne til stadighed er blevet mere sikre for især fører og passagerer. Men det er nødvendigt hele tiden at skærpe kravene til bilernes sikkerhed. Derfor hilser FDM også de nye strammere krav velkommen,” siger bilteknisk redaktør Søren W. Rasmussen, der er FDMs repræsentant i Euro NCAP samarbejdet.
Større krav til fodgængerbeskyttelse
Konkret betyder ændringerne, at bilerne fremover skal opnå en højere samlet pointsum for at få fem stjerner, og så er kravene til resultatet af fodgængerbeskyttelsen hævet betydeligt. Selve crashtesten er dog fortsat den samme, og omfatter bl.a. en frontaltest, hvor bilen køres mod en barriere med 64 km/t. samt en test, hvor man simulerer en påkørsel af en fodgænger med 40 km/t.
I alt ti biler er med i første kvartals test, men kun to biler - Honda Civic og Jeep Compass – har været udsat for en egentlig test, idet de otte øvrige biler har fået genberegnet et tidligere testresultat efter den nye målestok. Alle otte gengangere opnåede igen at få de maksimale fem stjerner.
Honda Civic klarede også at komme forbi grænsen til de fem stjerner, idet alle discipliner fik flere point end krævet – blandt andet med en score på 69 i fodgængersikkerhed, hvor kravet til fem stjerner er 60.
Til sammenligning scorede Jeep Compass, som dog ikke kommer til Danmark, sølle 23 point, hvilket er hovedårsagen til, at den samlet lander på kun to stjerner.
Færre femstjernede resultater i fremtiden
”Med bare to biler i den nye test, er det ikke mange svar, årets første Euro NCAP test giver. Vi må derfor vente med at se, om bilproducenterne generelt formår at leve op til de nye krav. Den aktuelle test giver dog en indikation af, at vi nok kommer til at se færre fem-stjernede resultater end tidligere, idet særligt fodgængerbeskyttelsen er en udfordring, der er svær at leve op til. I den sidste ende skulle det dog gerne betyde, at producenterne også forbedrer sig på dette område, så bilerne bliver mere sikre for alle,” siger Søren W. Rasmussen.
Testens øvrige otte biler blev alle testet i 2011, men klarede sig så godt, at de allerede dengang levede op til de ny skrappere 2012-krav. Derfor har det ikke været en stor opgave for Euro NCAP at overføre deres fem stjerner til 2012-normen.
Rekalkulationer
Følgende biler har før været testet af Euro NCAP og har tidligere opnået de maksimale fem stjerner. Der er derfor kun foretaget en genberegning af resultatet efter de nyeste krav og standarder, så bilerne kan reklamere med et femstjernet resultat sammen med 2012-årstallet:
BMW 1-serien
BMW X1
Ford Focus
Ford Ranger
Mercedes-Benz M-klassen
Nissan Leaf
Subaru XV
Volvo V60