Sådan tjekker politiet dit barns autostol

Sidder dit barn sikkert i sin autostol? Er selerne spændt forsvarligt, og passer stolen til barnets højde og vægt?

Sådan tjekker politiet dit barns autostol.
Bilist

 

Måske har du allerede fokus rettet mod sikker transport af dine poder. For en sikkerheds skyld naturligvis. Det er også rigtig fornuftigt, for politiet har også fokus på autostole og den korrekte brug af dem.

Hvis du møder politiet på patrulje i morgentrafikken, er det derfor sandsynligt, at de vil se på netop børnenes sikkerhed i bilen.

Passer stolen til barnet?

Bliver du standset, vil betjenten spørge til børnenes højde og vægt og vurdere, om stolen passer til det pågældende barn. For eksempel må barnets hoved og nakke ikke rage op over den øverste kant på stolen.

”Danskerne er generelt rigtig gode til at sørge for sikkerheden for børnene i bilen, men vi kan alle have en stresset morgen, og her er det vigtigt at tage sig tid til at få spændt børnene ordentligt fast, så de ikke kommer til skade i tilfælde af en kollision,” siger politiassistent Jørgen Rath Nielsen fra Nordsjællands Politi.

LÆS OGSÅ: Se udvalget af autostole i FDMshop.dk

Stolen skal være godkendt

For at en autostol er lovlig, skal den leve op til den gældende sikkerhedsgodkendelse. Det betyder, at den skal være mærket med ECE 044-03 eller 044-04 eller den nye i-Size godkendelse ECE R129. Politiet kan i forbindelse med deres kontrol bede om at se stolens ECE-mærke.

”Det sikreste er at lade selv de større børn sidde i autostole med ryglæn frem for selepude. Så er de bedre beskyttet ved en eventuel kollision,” vurderer Jørgen Rath Nielsen.

Selvom FDM anbefaler at børn sidder i autostole, kan en selepude dog være god at have liggende i bilen til lejlighedskørsel med dine børns legekammerater.