Der er pres på Limfjordstunnelen, hvor 53.000 biler hver dag er med til at give hyppige propper og langsom kørsel. Men nu sørger et ny trafikledelsessystem både for at få det hele til at glide lidt lettere og at fortælle trafikanterne, hvordan den helt aktuelle trafiksituation er.
Aalborg-området var det første sted i Danmark, der fik et dynamisk informationssystem, fordi forholdene med to flaskehalse på tværs af Limfjorden gør trafikken meget sårbar over for forstyrrelser.
Større og bedre
Men nu har Vejdirektoratet og Aalborg Kommune lanceret en ny, større og væsentlig mere avanceret version af det såkaldte ITS, intelligent transport system.
- Trafikken i og omkring Limfjordstunnelen er steget kraftigt de senere år. Alle, der kører på strækningen, ved, at kombinationen af tæt trafik på motorvejen samt til- og frakørslerne ved tunnelens ender og et stort antal vognbaneskift ofte giver anledning til problemer for trafikafviklingen, siger Charlotte Vithen, vej- og trafikchef i Vejdirektoratet.
Dynamiske fartgrænser
Det nye system virker via et stort antal elektroniske tavler, der bl.a. regulerer fartgrænsen op og ned efter forholdene. Det får trafikken til at glide mere effektivt og mindsker risikoen for uheld.
Desuden kan tavler over vejen spærre vognbaner, og de variable informationstavler vil oplyse om den aktuelle rejsetid og advare om kødannelser og trafikuheld.
Trafiksystemet dækker også en større del af vejnettet i Aalborg og Nørre Sundby end det gamle gjorde.
Også på mobiltelefon
Ud over at få oplysninger ude på vejen, kan bilisterne også holde sig opdateret fra computeren eller mobiltelefonen.Et nyt rejsetidsmålesystem giver her-og-nu informationer om, hvor der er tæt trafik og derfor risiko for kø.
Trafiktætheden vises på et dynamisk trafikkort på trafikken.dk/nordjylland. Med kortet kan trafikanterne planlægge deres rute og se, hvornår det et bedst at køre hjemmefra for at undgå myldretid og eventuel køer.
Via en mobiltelefon med netadgang kan man se en mobilversion af kortet på mobil.trafikken.dk. Android-applikationen ”trafikken.dk” giver samme mulighed.