Det er ikke bare prisen på benzin og diesel, der de seneste mange måneder er braget i vejret. Det samme gælder elpriserne, som siden 2020 er steget med knap 150 procent.
Den dyre strøm har især kunnet mærkes blandt landets mange elbilejere, og nu kan det blive en smule dyrere at oplade elbilen.
Danmarks største ladeoperatør, Clever, har nemlig varslet ændringer i deres populære abonnementer fra april.
For eksempel er prisen på Clevers ’Unlimited’ produkt i dag på 749 kr. pr. måned, og det giver ifølge Clevers markedsføring mulighed for ”ubegrænset opladning” hjemme med Clevers ladeboks og på selskabets offentligt tilgængelige ladestandere.
Abonnement gået i nul
Abonnementerne er skruet sådan sammen, at man først selv betaler for den strøm, man bruger, når man lader hjemme på sin Clever-ladeboks. Clever refunderer så den enkelte kunde et beløb pr. kWh, som kunden bruger til opladning af sin bil. Refusionen er i øjeblikket på 2,22 kr. pr. kWh.
For langt de fleste kunder er dette regnestykke indtil efteråret 2021 gået nogenlunde i nul. For nogle har der endda været et lille overskud, hvis de har kunnet købe strøm billigere end den gennemsnitlige markedspris.
Beregnes ud fra natpris
Fra 1. april vil beregningen imidlertid blive beregnet ud fra den såkaldte spotpris, som er den aktuelle pris på elbørsmarkedet og kun baseret på elprisen i tidsrummet fra kl. 23.00 til 06.00, hvor elprisen typisk er lavere end på den øvrige tid af døgnet. Derudover vil kunderne få refundering hver måned mod i dag hvert kvartal.
”Målet er at flytte opladningen af tusindvis af elbiler fra det tidspunkt, hvor belastningen af vores fælles elnet er stor, til ud på aftenen og natten, hvor belastningen er mindre, strømmen oftest er billigere og i højere grad stammer fra vedvarende energikilder,” skriver Clever på sin hjemmeside.
Her har de også har lavet et regnestykke, der viser, at merprisen i forhold til 2021 for en elbilist, der lader 200 kWh om måneden, og som lader halvdelen i dagtimerne og halvdelen mellem kl. 23.00-06.00, kun vil være på 20 kr.
Beregninger i den lave ende
Hos FDM mener forbrugerøkonom Ilyas Dogru, at abonnementsændringen for mange vil betyde en større forskel, end Clevers beregninger viser, da Clever dels tager udgangspunkt i spotprisen for hele 2021, og også blot regner med 200 kWh, som svarer til ca. 1.000 kilometers kørsel pr. måned. FDM mener imidlertid, at det vil være mere retvisende at tage udgangspunkt i sidste halvdel af 2021, hvor elpriserne var højere.
”Det gør vi, fordi markedets forventninger til elprisen i 2022 mere ligner de høje priser i slutningen af 2021. De fleste elbilejere lader også langt mere end 200 kWh om måneden,” siger Ilyas Dogru.
Misvisende produktnavn
De høje elpriser og ændringerne i Clevers flat rate-abonnementer får også FDM til at efterlyse en ændring i selskabets markedsføring af det populære produkt.
”I vores optik er det misvisende at kalde produktet ’Unlimited’ eller ’all-in-one’ og skrive, at prisen indeholder ubegrænset opladning hjemme og ude. Det vil i de fleste tilfælde ikke være tilfældet, og derfor risikerer forbrugerne at misforstå produktets reelle indhold og at undervurdere prisen,” siger Ilyas Dogru og tilføjer:
”Selvom vi forstår, at Clever gerne vil flytte opladning af elbiler til nattetimerne for at begrænse belastningen og dermed også gøre det billigere, er der ingen tvivl om, at ændringen har betydning for rigtig mange bilejere. Eksempelvis de bilejere, som er afhængige af at oplade om dagen, og som kører mange kilometer. Også plugin-hybrid-ejere, der gerne vil lade flere gange om dagen, kan blive udfordret af den nye tilbagebetalingsmodel. Men det er klart, at de forbrugere, som har mulighed for at rykke al opladning til om natten, nok vil blive påvirket i mindre grad.”
FDM har forholdt Clever kritikken om misvisende navn. I et skriftligt svar skriver PR-chef Emilie Linders:
"Vi (Clever, red.) er enige og har fuld opmærksomhed rettet på navngivningen af vores produkter. Derfor har det også høj prioritet at justere navnene på relevante produkter, når de løbende udvikler sig i takt med et stigende behov for at indbygge intelligens i hjemmeopladningen og skærpe opmærksomheden på, hvornår vi forbruger vores energi, så vi bruger den stadig smartere til fordel for samfund og klima. Dette sker blandt andet også i tæt og konstruktiv dialog med FDM."
FDM: En væsentlig ændring i vilkår
Når Clevers flate rate-abonnementer er en udbredt ladeløsning blandt mange elbilejere, skyldes det også, at mange elbiler sælges med fordelagtige priser på Clevers ladeboks og installation. Typisk kan forbrugeren spare op til 5.000 kr. Men hvor selve installationen er permanent, tilhører boksen Clever.
Vælger man at opsige sit abonnement, koster det som udgangspunkt 2.500 kr. at få nedtaget ladeboksen af Clever. Men det er vigtigt at huske, at det normalt vil være muligt at genanvende installationen, så det bliver billigere at få opsat en anden ladeboks. Flere andre ladeoperatører tilbyder allerede nedtagning og opsætning af en anden boks til favorable priser.
”Hos FDM er vi af den overbevisning, at der er tale om en væsentlig ændring i aftalevilkårene. Derfor bør kunderne også kunne komme ud af aftalen uden yderligere omkostning. Det er FDMs forventning, at Clever imødekommer de forbrugere, der gerne vil opsige deres aftale, så de ikke skal betale 2.500 kr. for at få nedtaget boksen,” siger Ilyas Dogru.
Til det skriver Clever i sit svar:
"Vi er løbende i dialog med de kunder, der henvender sig til os om den nye tilbagebetalingssats, og vi behandler hver sag individuelt for at imødekomme den enkelte kundes behov. Vælger man at opsige sit abonnement, holder vi naturligvis kunder inden for bindingsperioden omkostningsfri, og så prøver vi på bedst mulig vis at hjælpe dem godt videre."
Er du tvivl om valg af ladeløsning?
Husk, du kan prøve FDMs beregner til ladeløsninger. Den hjælper med at finde frem til en ladeløsning, som matcher dine behov.