Tesla Model Y set forfra
Biltest

Tesla Model Y – En eksplosiv el-SUV

I Tesla Model Y Performance får man ekstrem acceleration i det, der ret beset er en familiebil. Men der er også en bagside ved at vælge topmodellen.
Tesla Model Y set bagfra

Motors vurdering

Tesla Model Y

El
619.016 kr.
  • Præstationer
  • Rækkevidde
  • Bagagerum
  • Køreassistenter
  • Komfort
  • Udstyrsmuligheder
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    2 elmotorer - firehjulstræk. Batteri (netto): 79 kWh
  • CO2 udledning
    0 g/km
  • Effekt
    534 hk
  • Topfart
    250 km/t.
  • Acc. (0-100)
    3,7 sek.
  • Køreklar vægt
    2.072 kg
  • Maks. påhængsvægt
    1.600 kg
  • Bagagerum
    854 liter
  • Akselafstand
    289 cm
  • Officiel rækkevidde
    514 km
  • Garanti (bil/lak/rust)
    4 / 2 / 12
    Batteri: 8 år eller 192.000 km
  • Mål
    L:475 cm B:192 cm H:162 cm

Motors tal

  • Beregnet økonomi 5,30 kr./km
  • Målt rækkevidde 425 km

Sikkerhed

2022
Luk

Potente biler har altid været en del af Teslas brand. Derfor kommer det ikke som en overraskelse, at Tesla har lanceret en Performance-udgave af Model Y, som de også har gjort med den mindre Model 3.

Model Y Performance har en officiel 0-100 km/t. tid på 3,7 sek., der dog er målt på en måde, hvor tiden først starter, når bilen har bevæget sig en fod (svarende til 30,5 cm). Det giver en lille fordel.

Men uanset målemetode er accelerationen kraftig nok til, at man mærker en trykken på brystkassen. Og for at matche konkurrenternes sportslige modeller er topfarten helt oppe på 250 km/t., hvilket er et sjældent syn blandt elbiler.

Tesla Model Y Performance kabine
Teslas kabineindretning er meget minimalistisk. Al information kommer gennem trykskærmen til højre for rattet. Herunder også speedometeret. Det kunne være smart med et headup-display med de vigtigste informationer og et par knapper til betjening af bilen, eksempelvis åbning af handskerummet. 

Hvordan kører Tesla Model Y Performance?

Et andet sted hvor Performance-varianten adskiller sig fra de øvrige Model Y-varianter, er på køreegenskaberne. 21”-fælge er standard, og undervognen er sænket og gjort strammere end i den firehjulstrukne udgave af Model Y.

Desværre har Tesla ikke udstyret modellen med adaptive støddæmpere. Det havde været en god ide, da det ville gøre det muligt at ændre bilens karakter, så den passer til det, du skal bruge bilen til. Affjedringen er i stedet fast og indstillet på Sport hele tiden, og det giver ikke megen komfort.

Selvom affjedringen ikke er lige så hård som i Model 3 Performance, er komforten alligevel markant ringere end hos flere af konkurrenterne, og det gør Model Y Performance uegnet til længere ture. Der er også overraskende megen dækstøj samt motorstøj. Dog sidder man bedre i sæderne i Model Y end i den mindre Model 3.

Tesla Model Y Performance fælge og bremser
Fælgene ser godt ud og er på hele 21". Men dækkene er smalle i forhold til fælgen, der af samme årsag er blottet og mere udsat for kantstenskader end konkurrenternes dækmontering. 

Hvor langt kører Tesla Model Y på en opladning?

I vores temperaturkorrigerede rækkeviddemåling på motorvej kørte vi 425 km ved det, der svarer til 20 grader, hvilket er et flot resultat også i forhold til konkurrenterne.

Tesla har altid været gode til at bygge effektive biler, og det ses også i en vis grad på denne Performance-variant, der dermed i snit nåede 5,4 km pr. kWh. ved motorvejstesten.

Vi lavede vores lynladetest ved Teslas egen lynlader i nyeste generation kaldet V3. Her modtog bilen 38 kWh efter 15 minutter og i alt 58 kWh efter 30 minutters ladning. Det svarer til en gennemsnitlig ladeeffekt på 152 kW det første kvarter og 116 kW hen over den første halve time. De tilførte 58 kWh modsvarer 310 km motorvejskørsel.

Kombinationen af lang rækkevidde og en effektiv opladning gør Model Y velegnet som pendlerbil og til lange ture. Dog vil det være vores klare anbefaling, at man at komforthensyn vælger den almindelige firehjulstrukne variant og ikke denne Performance-udgave.

Tesla Model Y Performance har god plads på bagsædet
Fladt gulv foran bagsæderne og friskluftdyser giver plus i testdagbogen. Generelt sidder man også bedre end i den lavere Model 3. Men sæderne er ikke på niveau med klassiske SUV-modeller fra europæiske konkurrenter. 

Hvor praktisk er Tesla Model Y?

Bagagerumsvolumenet er opgivet til 854 liter, men det store tal skyldes, at Tesla opgiver det op til taget. Der er dog god plads under dækkenet. Dertil har Model Y et bagagerum – en frunk – foran på 117 liter.

Performance-modellen har en fast hattehylde, hvilket vi tidligere har efterspurgt til Model Y. Men den er besværlig at betjene, og så er den lavt placeret, hvilket begrænser det brugbare bagagerum.

Kabinen har bedre sæder end i Model 3, og man sidder især bedre på bagsædet. Modellen har glastag, og det gør, at loftshøjden faktisk ganske god, og så har Tesla en smart børnesikring, der kan styres i hhv. højre og venstre side fra trykskærmen.

Performance-varianten har anhængertræk som standard, og den må trække op til 1.600 kg med bremser. Bemærk, at det som med andre større elbiler kræver, at du har et trailerkørekort.

Tesla Model Y Performance har et stort bagagerum
Bagagerummet er stort, og der er ekstra plads under gulvet. Hattehylden er ikke overvældende praktisk og svær at betjene. Lastefladen er næsten plan, når bagsæderne er lagt ned. 

Hvad koster en Model Y Performance?

Tesla er fascinerende, og deres pionersatsning på elbiler gør, at mærket står stærkt, også når du en dag skal sælge bilen igen. Gensalgsværdien er høj, og tilliden til mærket er tillige meget høj blandt køberne. Men med Performance-varianten kryber prisen op på 619.000 kr., og det er klart i den høje ende for en mellemstor SUV-model.

Prisen betyder også, at hvis du ikke får leveret bilen i 2022, så stiger afgiften med 11.732 kr. den 1. januar 2023. Så der er en ekstra grund til at få leveret bilen tidligt, hvis du er faldet for den.

Men vores anbefaling er at lade være. For selvom accelerationen imponerer, er det få steder, du kan bruge de ekstra kræfter forsvarligt. Og når man har prøvet det et par gange, ender man med at slå køreprogrammet over på Chill for at få en mere behagelig pedalvandring på speederen.

Dermed vil du få samme glæde ved at vælge den almindelige Model Y med firehjulstræk. Du sparer tilmed 70.000 kr., og du får en markant mere komfortabel bil, der på alle andre væsentlige parametre – rækkevidde, adgang til ladenetværk og pladsforhold i kabinen – kan det samme.

((Teksten er opdateret 5/1-2023 med oplysning om bagagerumsstørrelse))

Har du brug for hjælp med valg af elbil?

Husk, som medlem af FDM kan du altid få hjælp af eksperter, der har den nyeste viden om elbiler.

Kontakt rådgivningen