MG 4 – Elbil i Golf-størrelse starter priskrig

MG 4 er en elbil i Golf-klassen, og med sin pris på 285.000 kr. kører den direkte ind i en populær klasse med kun få konkurrenter. Vi har netop kørt den nye kineser, der langt hen ad vejen imponerer, men som desværre også har svipsere.

MG 4 set forfra
Forpremiere

Motor mener:

MG er et bilmærke med en historisk fortid og givetvis en stærk fremtid. Men lige her og nu føles MG 4 ikke helt færdigudviklet, selvom den alligevel efterlader et godt samlet indtryk.

TANNISBY Selvom elbilernes antal øges måned for måned, er der stadig mange købere, der tøver, fordi prisen for en ny elbil ganske enkelt er for høj. Det er lige præcis den gruppe af bilister, som MG sigter på med denne nye MG 4.

Den er netop lanceret i en topudstyret version til 285.000 kr. Det er næsten 150.000 kr. mindre end de el-SUV’er, der hidtil har domineret salgslisterne, og ca. 75.000 kr. under den største konkurrent i form af VW ID.3.

Der er dermed lagt op til noget af en priskrig, når de første kunder modtager den nye elbil i dette efterår. Og da MG samtidig lover at kunne levere masser af biler, er dette kort og godt en elbil, man bør tage med i sine overvejelser.

Video: Se nærmere på MG 4

Fås kun med alt i udstyr

Netop kampen om kunderne kan sagtens falde ud til MG’s fordel. For til at begynde med dukker bilen kun op i en enkelt udstyrsvariant, og det er Luxury-udgaven, som vi her har prøvet.

Den har et imponerende udstyrsniveau med både eljusterbart førersæde, avancerede lygter for og bag, 17-tommerhjul og stort set alt i komfort- og sikkerhedsudstyr.

Størrelsesmæssigt er bilen sammenlignelig med en VW Golf, og det betyder udmærket plads til fire voksne eller fem personer, hvoraf de tre så skal være børn på bagsædet.

Batteriet er på 64 kWh (brutto), og det medfører en officiel rækkevidde på 435 km. Elmotoren trækker direkte på baghjulene, og den yder op til 204 hk.

Førerpladsen er enkelt udformet, og der er en lille skærm foran rattet og en større i midten.
Førerpladsen er enkelt udformet, og der er en lille skærm foran rattet og en større i midten. Under skærmen findes enkelte knapper, men desværre ikke de mest logiske. Det er f.eks. ret besværligt at justere temperaturen via skærmen.

Hvordan kører MG 4?

De første indtryk efter en tur bag rattet i bilen peger i retning af en smidig og letkørt bil med et ret stort kraftpotentiale. Den føles støjsvag, og styretøjet er præcist, og når man for alvor presser den i sving og kurver, kommer der smil på læben, for den er simpelthen sjov at køre.

Førerpladsen er udformet med to skærme og næsten ingen fysiske knapper. Der er en konsol under midterskærmen, og herfra styrer man kørselsretningen via en drejeknap, og det fungerer rigtig godt.

Hvad der derimod fungerer mindre godt, er betjeningen af selve skærmens funktioner. Skal man skrue op og ned for temperaturen i kabinen, kræver det først flere tryk på skærmen, og derefter skal man trykke på et meget lille symbol for at skrue op eller ned. Det kræver næsten, at man kører ind til siden. Alternativt kan man regulere temperaturen via en multiknap på højre side af rattet, men den kræver også en vis tilvænning.

En noget kringlet betjening er også tilfældet, hvis man skal slå den funktion til og fra, der retter bilen op, hvis man er ved at køre ud over kantlinjerne. Den del fungerer fint på store veje, men er irriterende at køre med på små veje. Det er egentlig ikke meget anderledes end i andre biler, men i MG 4 er det bare rigtig svært at slå funktionen til og fra. Her havde en fysisk knap på eller omkring rattet været at foretrække.

Der er også en adaptiv fartpilot med en tilhørende MG Pilot, der fastholder bilen midt i vognbanen, og den del fungerer heldigvis glimrende, og er et stort plus.

De to store spoilere er ret skulpturelle i formerne.
De to store spoilere er ret skulpturelle i formerne. Det ser fint ud, men det havde været bedre, hvis MG også havde fokuseret på selve bagruden, hvor vi savner en bagrudevisker.

Små og ærgerlige svipsere

Den ret besværlige betjening via skærmen er ikke de eneste steder, hvor MG 4 efterlader et indtryk af en bil og en fabrik, der har haft for meget fart på og for lidt erfaring i udviklingsafdelingen.

Der er f.eks. heller ikke kommet en bagrudevisker med på udstyrslisten, ingen hovedstøtte ved midterpladsen bag, bilen forbliver tændt, hvis man ikke låser den, når man stiger ud, og endelig er der ikke blevet plads til en frunk til kabler og lignende under frontklappen.

Alligevel sidder man med et positivt indtryk af bilen, for samlet set føles det, som om der trods alt er flere plusser end minusser på tjeklisten, når vi har gået hele bilen igennem.

Bagagerummet rummer 350 liter og er ganske regulært i formen.
Bagagerummet rummer 350 liter og er ganske regulært i formen. Under gulvet er der plads til ladekabler. Bagsædet kan foldes forover i to dele.

Hvor lang rækkevidde har MG 4?

Batteriet på 64 kWh giver en officiel rækkevidde på 435 km, og man skal nok påregne 350 km på motorvej med konstant 110 km/t. I praksis vil en mere varieret kørsel nok kunne tillade omkring de 400 km, og det vil mange sikkert være tilfredse med.

Når bilen skal lades op igen, foregår det hjemme med en trefaset 11 kW-lader og på farten med en 135 kW DC-lader. Det er fint, og en smule hurtigere end det, vi ser på mange andre kinesiske og sydkoreanske biler.

MG 4 har desuden et stærkt kort på hånden i form af en fabriksgaranti på syv år eller 150.000 km. Det er med til at skabe tryghed om købet af en bilmodel uden dybe rødder på det danske marked. Er man fristet, lover MG levering senest i første halvår af 2023.

 

Har du brug for hjælp med valg af el-bil?

Husk, som medlem af FDM kan du altid få hjælp af eksperter, der har den nyeste viden om elbiler.

Kontakt rådgivningen

MG 4 set bagfra

MG 4

El
284.999 kr.
  • Pris
  • Udstyr
  • Garanti
  • Betjening
  • Ingen frunk
  • Ingen bagrudevisker
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1 elmotor - baghjulstræk. Batteri (brutto): 64 kWh
  • CO2 udledning
    0 g/km
  • Effekt
    204 hk
  • Moment
    250 Nm
  • Topfart
    160 km/t.
  • Acc. (0-100)
    7,9 sek.
  • Køreklar vægt
    1.685 kg
  • Maks. påhængsvægt
    500 kg
  • Bagagerum
    350 liter
  • Akselafstand
    271 cm
  • Officiel rækkevidde
    435 km
  • Garanti (bil/lak/rust)
    7 / 3 / 7
    Bilgaranti: Maks. 150.000 km
  • Mål
    L:429 cm B:184 cm H:150 cm
Luk