Med efterårets komme begynder der så småt at være travlhed ved testmuren hos det fælleseuropæiske sikkerhedssamarbejde Euro NCAP.
I alt syv biler er denne gang med i testpuljen, hvoraf de tre er de stort set identiske Citroën C1, Peugeot 108 og Toyota Aygo. De såkaldte trillinger kom på gaden i 2005 og blev for to år siden gentestet af Euro NCAP til tre matte stjerner. Med den nye generation har producenterne imidlertid oppet sig og henter nu fire store stjerner.
”Fire stjerner efter de skærpede 2014-krav er et meget tilfredsstillende resultat og viser, at producenterne er lykkedes med at forbedre sikkerheden markant i den nye model. Når det ikke bliver til fem stjerner, skyldes det blandt andet, at en hastighedsbegrænser ikke er standard, og at bilerne ikke fås med automatisk nødbremse. Det trækker ned. Det er dog stadig en bil, man godt kan købe uden at være bekymret for bilens sikkerhedsniveau. Det gælder også, hvis man skal køre med børn i bilen,” siger FDMs repræsentant i Euro NCAP Søren W. Rasmussen.
Udover trillingerne byder den aktuelle test på endnu en mikrobil i form af den nye Renault Twingo. Også den klarer testen til fire stjerner og viser, at selv små biler kan have et fornuftigt sikkerhedsniveau.
Knapt så godt klarer Citroën Berlingo sig. Efter seks år er den seneste test af Citroëns familieflytter, der er identisk med Peugeot Partner, udløbet, og den er nu altså blevet gentestet til tre stjerner.
”Med Euro NCAPs skrappe 2014-krav in mente var tre stjerner næsten forventeligt. Det er dog især manglende gardin- og sideairbags, der trækker ned. Men da begge dele er standardudstyr herhjemme, er spørgsmålet, hvor retvisende de tre stjerner er, når det gælder modellerne på de danske veje. Faktisk klarede Berlingo sidekollisionstesten til topkarakter. I en dansk udstyret bil ville den fjerde stjerne derfor nok have været indenfor rækkevidde,” vurderer Søren W. Rasmussen.
Læs mere om den seneste og tidligere Euro NCAP-test på www.FDM.dk/euroncap
Citroën C1/Peugeot 108/Toyota Aygo: Fire stjerner
De tre teknisk set identiske biler opnår præcis samme resultat i testen, hvilket er til fire ud af fem stjerner. Karrosseriets evne til at optage kræfterne fra en kollision er god, og hele kabinen forblev stabil under testen. Bilens størrelse betyder dog, at personerne i bilen risikerer at blive skadet af ratstammen, tændingslåsen og selve instrumentbordet under en kollision. Sidekollisionsbeskyttelsen er til maksimumpoint, og også den noget hårdere pæletest udløste et tilfredsstillende resultat. Hovedstøtternes funktion blev betegnet som god både for og bag. Testen viste, at beskyttelsen af børn i bilen er god, og passagerairbaggen kan slås fra, hvis man kører med børn i bagudvendt autostol på forsædet. Sikkerhedsudstyret omfatter selehuskere ved alle fire pladser samt ESC. Visse udgaver fås med hastighedsbegrænser, men bilerne får ikke point for dette, da det ikke er standardudstyr på alle versioner. Automatisk nødbremse fås ikke. Det er mængden af sikkerhedsudstyr, der trækker bilerne ned fra fem til fire stjerner.
FDM mener: Det er glædeligt at se den positive udvikling, der er sket med disse tre mikrobiler fra generationen før til denne udgave. Nu er de tre mikrobiler blandt de bedste i klassen.
Renault Twingo: Fire stjerner
Den nye Twingo har nu motoren placeret bagtil, og det er interessant at se, hvad det betyder for sikkerheden. Karrosseriets evne til at optage kræfterne fra en kollision er god, og hele kabinen forblev stabil under testen. Renault viste, at sikkerheden er lige god for både store og små personer. Bremsepedalen blev dog trykket ind i kabinen, og det trækker lidt ned. Sidekollisionsbeskyttelsen var god på nær belastningen af testdukkens bryst, og i den noget hårdere pæletest var beskyttelsen af brystkassen svag. Hovedstøtternes funktion blev betegnet som god ved forsæderne, men dårlig ved bagsædet. Beskyttelsen af børn i bilen er god, viste testen, og passagerairbaggen kan slås fra, hvis man kører med børn i bagudvendt autostol på forsædet. Sikkerhedsudstyret omfatter selehuskere ved alle fire pladser samt ESC. En hastighedsbegrænser er standard, og det giver point, da det er standardudstyr på alle versioner. Et system der advarer, hvis man kører ud over kantstriberne fås til Twingo, men da det ikke er standard, udløser det ikke point. Automatisk nødbremse fås ikke.
FDM mener: Twingo kører fire stjerner hjem, og den alternative konstruktion med motoren bagi er ikke et problem for sikkerheden. Renault Twingo er på den måde et sikkert valg i mikrobilsklassen.
Mercedes-Benz GLA: Fem stjerner
Denne model fra Mercedes imponerer med et generelt meget højt sikkerhedsniveau. Fra og med stelnummeret VIN: WDC1569081J025585 er alle udgaver udstyret med automatisk nødbremse, som forhindrer eller mindsker sammenstød ved lave hastigheder (Collision Prevention Assist). Systemet er testet af Euro NCAP og fungerer fint op til 50 km/t., hvis bilen foran holder stille, mens systemet virker op til 70 km/t., hvis bilen foran kører langsomt. Der advares i alle tilfælde med lyd og lys. Bilen er desuden udstyret med fartbegrænser som standard, og begge dele giver point i kategorien sikkerhedsudstyr.
FDM mener: Mercedes-Benz demonstrer igen sin evne til at lave meget sikre biler. Desuden fremvises værdien af automatisk nødbremse i bilen. Et sikkert og flot resultat.
Citroën Berlingo / Peugeot Partner: Tre stjerner
Berlingo og Partner blev testet til fire stjerner i 2008, men testes nu igen for at få et opdateret resultat efter de nyeste testmetoder. Desværre er denne test af de to identiske biler fra Citroën og Peugeot udført med en version af bilerne med bare to airbags. Der er således ikke sideairbag eller airbaggardin i den testede bil, som der ellers findes i de danske biler, og resultatet kan derfor kun benyttes med forbehold. Blandt andet er der slet ikke udført en pæletest af bilen, da en sådan test kun gennemføres med biler med sideairbags. Resultatet ved frontaltesten var godt, men der var risiko for at få skader fra ratstammen og instrumentbordet. Sidekollisionstesten udløste maksimumpoint med en god beskyttelse af alle områder af kroppen. Beskyttelsen af børn i bilen er god, viste testen, og passagerairbaggen kan slås fra, hvis man kører med børn i bagudvendt autostol på forsædet. Sikkerhedsudstyret omfatter selehuskere ved alle fire pladser samt ESC. En hastighedsbegrænser er standard, hvilket giver point, da det er standardudstyr på næsten alle versioner. Automatisk nødbremse fås ikke.
FDM mener: Der er næppe overensstemmelse mellem resultatet på tre stjerner for denne testede udgave, og så det resultat en dansk udstyret bil ville opnå. Vi vurderer derfor, at den fjerde stjerne havde været inden for rækkevidde i en dansk udstyret bil.
Nissan e-NV200 Evalia: Tre stjerner
Nissan Evalia findes allerede herhjemme som personbil og som varebil. Nu er der også kommet en elbilsudgave, og i første omgang sælges den kun som varebil i Danmark, men det er en personvognsudgave af elbilen, som Euro NCAP her har testet. Den almindelige udgave er testet til tre stjerner i 2013, og det er altså dette resultat, der her genopnås i denne elektriske udgave. Det betyder, at Nissan e-NV200 ikke opnår et samlet resultat i sikkerhedstesten, som er på et niveau, hvor FDM vil anbefale køb af bilen. Bilen er testet i en udgave med både sideairbag og airbaggardin, men alligevel er resultatet af sidekollisionstesten og pæletesten ikke særlig godt. Mængden af sikkerhedsudstyr er ej heller på et særlig højt niveau, og det trækker ligeledes ned.
FDM mener: Det er synd, at denne elbil ikke klarer sig bedre, end tilfældet er. Ideen med en elektrisk bil som minibus og varevogn er ellers god. Det bør Nissan kunne gøre bedre.