En hvis Tesla Model 3 kører på en landevej med græs og træer i baggrunden.
Biltest

Tesla Model 3 – Her er klassens bedste elbil

Tesla Model 3 imponerer med sin rækkevidde, sin ladehastighed og sin pris. I en nylig gruppetest i Motor vandt den over de nærmeste konkurrenter.
En hvis Tesla Model 3 set bagfra kører ad en landevej med træer i baggrunden.

Motors vurdering

Tesla Model 3

El
329.990 kr.
  • Ladetid
  • Rækkevidde
  • Mobilopkobling
  • Affjedring
  • Siddekomfort
  • Betjening
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1 elmotor – baghjulstræk. Batteri (brutto/netto): 62/58 kWh
  • CO2 udledning
    0 g/km
  • Effekt
    320 hk
  • Moment
    420 Nm
  • Topfart
    225 km/t.
  • Acc. (0-100)
    6,1 sek.
  • Køreklar vægt
    1.847 kg
  • Maks. påhængsvægt
    1.000 kg
  • Bagagerum
    682 liter
  • Akselafstand
    288 cm
  • Officiel rækkevidde
    491 km
  • Garanti (bil/lak/rust)
    4 / 4 / 12
    Bilgaranti: Maks. 80.000 km. Batteri: 8 år eller 160.000 km
  • Mål
    L:472 cm B:193 cm H:144 cm

Motors tal

  • Beregnet økonomi 3,65 kr./km
  • Målt rækkevidde 360 km

Sikkerhed

2019
Luk

Samlet set går det strygende for Tesla på det danske marked, men det er den lidt større Model Y, der står for det meste salg. En faceliftet udgave af denne Tesla Model 3 er netop præsenteret, men det er ikke meget af det grundlæggende ved bilen, der er ændret, og denne test er derfor stadig relevant.

Vi har her testet billigste udgave af Tesla Model 3. Den har det lille batteri på ca. 60 kWh og en enkelt elmotor, der trækker på baghjulene.

Den testede bil indgår i Motors gruppetest af elbiler til 350.000 kr. Læs hele gruppetesten her

Tesla har siden prisnedsættelsen i starten af året nærmest defineret, hvad en elbil i denne klasse må koste, og vi ser derfor mange andre bilmærker rette deres priser til, så de matcher Model 3, der i forbindelse med faceliftet blot er steget 10.000 kr.

Kabinen i en Tesla Model 3
Der er stort set ingen knapper ved førersædet, og alt styres derfor fra den store 15"-skærm i midten.

Tesla Model 3 kræver tilvænning

I lighed med de øvrige Tesla-modeller betjenes Model 3 noget anderledes, end man er vant til. Man kan ikke bare give nøglekortet til naboen og bede ham flytte bilen, hvis han aldrig har kørt en Tesla før.

Men man lærer det trods alt hurtigt, og mange sætter stor pris på bilens i sidste ende enkle betjening, men det kræver lidt øvelse.

I den faceliftede udgave er betjeningen blevet kompliceret yderligere, og det skal man forholde sig til, inden man bestiller bilen. For nogle vil bilens indretning givetvis være et stort plus, og for andre er det årsagen til, at man hellere vil købe en anden elbil.

Stor skærm i en Tesla Model 3.
Skærmen på hele 15" har navigationsanlæg, og det er samtidig herfra, man styrer alle bilens funktioner. Nogle specielt er det også på skærmen, at bl.a. hastigheden vises. Menuerne er på dansk og lette at forstå, og bilen forstår dansk tale.

Hvor stor er Tesla Model 3?

Kabinen har en udmærket størrelse, men både foran og bagi sidder man lavt og ikke særlig komfortabelt, og det er særlig noget, man bider mærke i, når man kører langt.

Her er Tesla Model 3 ikke på højde med flere af de andre bilmærkers modeller i denne klasse, så også det må man gøre op med sig selv, inden man beslutter sig for et evt. køb.

I modsætning til mange andre elbiler, der er af SUV-typen, er Model 3 en firedørs sedan, og det betyder, at åbningen til bagagerummet er ret lille. Selve rummet er ellers pænt stort og dybt, og man har som supplement et ekstra rum til ladekabler m.m. fortil – en såkaldt frunk.

Tesla angiver det samlede bagagerumsvolumen til 682 liter, men det er ikke et tal, man direkte kan sammenligne med data for andre biler, idet Tesla måler deres volumen på en anden måde, og fordi de lægger alle opbevaringsrummenes volumener sammen.

Men når det er sagt, må man konstatere, at Tesla Model er en del mere rummelig, end man umiddelbart skulle tro.

Person sidder på bagsædet af en Tesla Model 3.
Ved bagsædet er loftshøjden rimelig takket være glastaget, men man sidder lavt og ukomfortabelt.

Hvor langt kører Tesla Model 3?

Som elbil klarer Model 3 sig rigtig fint i vores rækkeviddetest med konstant 110 km/t. på motorvejen. På en meget blæsende sommerdag nåede vi 360 km ved 20 grader, og det modsvarer 300 km på en kold vinterdag.

Det er begge udmærkede værdier, men vil man have en udgave, der kan køre længere, fås det også. Så hedder bilen Long Range til efternavn, og den er 60.000 kr. dyrere.

Den bil, vi har testet, har i den faceliftede udgave til 340.000 kr. en WLTP-rækkevidde på 513 km, mens Long Range-udgaven officielt kan køre 629 km.

Hvor hurtigt lader en Tesla Model 3?

Også når der skal strøm på bilen, er Tesla Model 3 i sit es. Den kan lade med op til 170 kW ifølge fabrikken, og vi fik knap 200 km tilført på et kvarter og lidt over 300 km på en halv time. Det modsvarer ca. 120 kW i det første kvarter og ca. 100 kW i snit i den første halve time.

Derudover er det et stort plus, at Tesla har sit eget ladenetværk, hvor man får adgang til ukompliceret ladning til nogle af markedets laveste priser. Det er i sig selv noget, der taler for bilen. Hjemme kan bilen oplades med op til 11 kW fra en trefaset ladeboks.

Bagagerum med grøn taske i en Tesla Model 3.
Adgangen til bagagerummet foregår via en ret lille åbning, men inde i bagagerummet er pladsen fin, og under gulvet er der endnu et ret dybt rum. En frunk fortil holder styr på ladekabler mm.

Er en Tesla Model 3 dyr at eje?

Økonomien i at eje en Tesla Model 3 er gennemsnitlig, og vi har beregnet, at det koster 3,65 kr. pr. km at eje bilen i en periode på fem år og 100.000 km. Det modsvarer ca. 73.000 kr. om året.

Vil man privatlease en Tesla Model 3, kan det gøres hos Tesla, men prisen er relativ høj. I august 2023 kostede det 15.000 kr. i udbetaling og derefter 4.345 kr. pr. måned, hvis man kører 20.000 km om året.

Når vi løber alle bilens fordele og ulemper igennem, ender Tesla med at ligge foran konkurrenterne på en lang række områder, og den må derfor betegnes som et af de bedste køb i prisklassen mellem 300.000 og 400.000 kr. Men det kræver, at man kan forlige sig med bilens til tider alternative indretning og betjening.

 

Har du brug for hjælp med valg af elbil?

Husk, som medlem af FDM kan du altid få hjælp af eksperter, der har den nyeste viden om elbiler.

Kontakt rådgivningen