Xpeng G6 – Velbygget kinesisk elbil, men kan den slå Tesla?
Motors vurdering
Xpeng G6
- Udstyr
- Sæder
- Garanti
- Udsyn bagud
- Dørhåndtag
Fabriksdata
-
Motor1 elmotor – baghjulstræk. Batteri (brutto/netto): 88/84 kWh
-
CO2 udledning0 g/km
-
Effekt286 hk
-
Moment440 Nm
-
Topfart200 km/t.
-
Acc. (0-100)6,7 sek.
-
Køreklar vægt2.025 kg
-
Maks. påhængsvægt1.500 kg
-
Bagagerum571 liter
-
Akselafstand289 cm
-
Officiel rækkevidde570 km
-
Garanti (bil/lak/rust)7 / 5 / 12Bilgaranti: Maks. 160.000 km
-
MålL:475 cm B:192 cm H:165 cm
Motors tal
- Beregnet økonomi 4,40 kr./km
- Målt rækkevidde 465 km
Opdateret januar 2025: Efter FDMs kritik af bilens køreegenskaber i efteråret 2024 har Xpeng forbedret og opdateret bilens assistentsystemer for både eksisterende biler og nye biler. Vi har nu haft lejlighed til at afprøve bilen igen, og vi kan konstatere, at bilen er klart forbedret. Det har vi skrevet mere om i afsnittet "Hvordan kører Xpeng G6" i denne opdaterede test af Xpeng G6.
Det kinesiske bilmærke Xpeng er kommet godt fra land i Danmark, hvor særligt den store G9 efterhånden er blevet synlig i trafikken. Nu er det denne mindre G6, der er fokus på, idet den er en direkte udfordrer til Tesla Model Y, der i lang tid har været danskernes foretrukne bilmodel.
Den version, vi her har testet, er den baghjulstrukne udgave med det store batteri til 370.000 kr.
G6 er ved første øjekast en klar opgradering i forhold til Model Y, og særligt ved kabinens indretning og sædernes udformning føler man sig bedre tilpas i G6’eren.
Udstyret er da også nærmest komplet, og man kan i princippet ikke tilkøbe andet til G6 end metallak og et anhængertræk. Alt andet er standard.
Det omfatter en fin skærmløsning med både et instrumentpanel foran rattet og en stor 15-tommers skærm i midten. Med nyeste software er der kommet bedre styr på de omfattende menuer, der styrer de fleste af bilens funktioner, og som derfor stadig kræver en godt studie, før man kan betjene bilen sikkert.
Heldigvis er det nu blevet let at slå fartalarm og andre alarmer fra via en menu, der automatisk dukker op på skærmen ved første alarm. Det kunne mange andre bilmærker lære en del af.
Video: Test af Xpeng G6
Hvordan kører Xpeng G6?
Efter at have prøvet Xpeng G6 i januar 2025 med en ny software, der bl.a. har fået ændret den måde, hvorpå bilens assistentsystemer, motorstyring og ESC-system reguleres, har vi ændret vores opfattelse af bilens køreegenskaber.
Nu føles fartpilotens og vognbaneassistentens evne til at fastholde bilen i vognbanen på niveau med det, vi oplever i de fleste andre nyere biler, hvilket er en klar forbedring. Rattet er også blevet bedre til at opfange, at man rent faktisk holder på rattet med mindst én hånd.
Vi har også afprøvet bilen i kritiske manøvrer på FDM Sjællandsringen, og her kunne vi nu tydeligt mærke, at motorkraften reduceres, når der er risiko for en udskridning. Samtidig hjælper ESC-systemet med at fastholde bilen på rette kurs.
Det er en markant forbedring i forhold til tidligere, og det bevirker, at Xpeng G6 opleves lige så tryg at køre i, som man ville forvente af en moderne bil.
Vi har her i parentes bibeholdt den oprindelige tekst fra vores første møde med bilen. Dette afsnit er dog ikke længere aktuelt:
(Til gengæld er det Xpeng, der fortsat kan lære fra de andre, når det handler om mange af assistentsystemernes funktioner. Fartpiloten, der arbejder sammen med en vognbaneassistent, føles hele tiden en smule nervøs, og rattet falder derfor aldrig helt til ro. Samtidig advarer rattet om, at man skal holde på det, selvom man gør det, og selvom der er pulsføler i rattet.
Pulsføleren er desværre kun aktiv visse steder på rattet, og det ender derfor ofte med, at man vælger kun at køre med adaptiv fartpilot. Så må man selv styre bilen, men det foregår heldigvis fint.
Vi må også konstatere, at ESC-systemet ikke er godt nok, når bilen ved kørsel i kurver kan finde på at slå ud med bagenden. Det oplevede vi på FDM Jyllandsringen, hvor G6 havde let ved at skride ud i svingene, hvis man holdt speederen nede.
Her lukker andre biler selv ned for motorkraften og lader ESC-systemet rette bilen op. Men sådan foregik det ikke i G6’eren, og det tyder på en dårligt tilpasset undervogn og et ringe virkende assistentsystem.
Det klarer de fleste andre biler meget bedre, og det er derfor et minus, som Xpeng straks bør forbedre. Vi har prøvet samme udfordring i Xpeng G6 med firehjulstræk, og her fungerede det meget bedre, hvilket taler for at vælge den firehjulstrukne version frem for denne baghjulstrukne udgave.)
Hvor lang rækkevidde har Xpeng G6?
Som altid har vi også testet, hvor langt man kan køre fra fuldt til tomt batteri på motorvejen med en fart på 110 km/t. Her nåede vi 465 km på en sommerdag med 20 grader. Det modsvarer 390 km om vinteren ved nul grader.
Det er naturligvis noget kortere end fabrikstallets 570 km, som foregår ved en mindre krævende målemetode. Vores målte rækkevidde modsvarer en effektivitet, der tillader, at man kan køre 5,6 km pr. kWh. Det er et fint niveau og vidner om, at Xpeng G6 er en ganske energieffektiv elbil.
Hvor hurtigt kan Xpeng G6 lades op?
På farten stiller Xpeng en ladeeffekt på hele 280 kW i udsigt. Det er nærmest rekord, når man sammenligner med konkurrenterne. Det skyldes bl.a., at bilen benytter et 800-volts elektrisk system, hvor de fleste andre elbiler er baseret på 400-volt-teknologien.
Vi ladede bilen op for at teste det i det virkelige liv, og her opnåede vi en ladeeffekt over det første kvarter på 160 kW, og efter en halv time var der gennemsnitligt blevet ladet med 150 kW. Det svarer til, at man fik tilført energi nok til at kunne fortsætte yderligere 224 km efter et kvarter og 420 km efter en halv time.
Så selvom vi ikke nåede helt op fabrikstallets niveau, er det et testresultat, der bringer Xpeng G6 ind som den hurtigst ladende elbil i denne klasse. Kører man f.eks. afsted med et fuldt opladet batteri, og holder man undervejs to ladepauser på hver en halv time, så når man hele 1.300 km. Det er kort sagt imponerende!
Noter fra testholdet
På minussiden har vi noteret os et dårligt udsyn gennem bagruden, besværlig justering af sidespejlene, samt et tungt og ufølsomt styretøj. Dørhåndtagene blev vi heller ikke gode venner med.
Og så kom det bag på os, at bilen ikke med det samme går i P, når døren åbnes – det betyder, at bilen kører videre, når man er på vej ud af den, hvis man ikke selv har sat den i P. Også det er et problem, som Xpeng snarest bør få rettet. (OBS: Også dette punkt har Xpeng lyttet til FDMs kritik. Nu går bilen straks i P, hvis man åbner døren, efter at man har taget sikkerhedsselen af. Med selen på fortsætter bilen dog med at trille, selvom man åbner døren.)
På plussiden har vi noteret en støjsvag kabine, en god affjedring og et meget højt udstyrsniveau foruden en fremragende fabriksgaranti på hele syv år og 160.000 km. Det er med til at skabe en tryghed for køberne omkring dette nye bilmærke, og det er et niveau, som der ikke er mange andre bilmærker, der kan matche. Også forsædernes højdejusterbare sikkerhedsseler er et plus, idet man dermed kan indstille dem, så selerne har den bedst mulige føring hen over skulderen i forhold til førerens højde. Det er godt!
Når vi vejer alle plusser og minusser op mod hinanden, må vi dog alligevel konkludere, at Xpeng G6 ikke har nået sit mål om at slå Tesla Model Y. Men det er alligevel en bil, man bør tage med i sine overvejelser, hvis ønsket er en veludstyret elbil til under 400.000 kr.
Se komplet oversigt over FDMs tests af elbiler
Vi har siden 2016 testet stort set alle elbiler, der er kommet på markedet. Over 140 tests kan du læse. Få overblik, før du vælger elbil.