VW ID.4 kører i et klitlandskab
Biltest

VW ID.4 – Bedste elbil i klassen

Den opdaterede udgave af VW ID.4 fremstår som en yderst vellykket elbil med gode køreegenskaber, god sikkerhed, god komfort og en høj grad af brugsværdi. Kombineret med masser af plads i kabinen er det samlet set en rigtig god pakke.
VW ID.4 set bagfra

Motors vurdering

VW ID.4

5,8 km pr. kWh
El
379.995 kr.
  • Plads
  • Udstyr
  • Komfort
  • Ratknapper
  • Dørhåndtag
  • Ikke tre års garanti
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1 elmotor – baghjulstræk. Batteri (brutto/netto): 82/77 kWh
  • CO2 udledning
    0 g/km
  • Effekt
    286 hk
  • Moment
    545 Nm
  • Topfart
    180 km/t.
  • Acc. (0-100)
    6,7 sek.
  • Køreklar vægt
    2.200 kg
  • Maks. påhængsvægt
    1.000 kg
  • Bagagerum
    543 liter
  • Akselafstand
    277 cm
  • Officiel rækkevidde
    560 km
  • Garanti (bil/lak/rust)
    2 / 3 / 12
  • Mål
    L:458 cm B:185 cm H:161 cm

Motors tal

  • Beregnet økonomi 4,20 kr./km
  • Målt rækkevidde 450 km

Sikkerhed

2021
Luk

I begyndelsen af 2024 blev VW ID.4 nærmest relanceret med en opdateret kabine, en forbedret motor, en længere rækkevidde og en højere ladeeffekt. Samtidig blev priser og udstyr justeret, og det betyder, at den populære elbil nu fremstår som et langt bedre køb end før.

Vi har her testet den i Style-udgaven til en pris på 380.000 kr. Her får man populært sagt det udstyr med, som man behøver. Her medfølger f.eks. både den avancerede assistentpakke med adaptiv fartpilot og den tilhørende vognbaneassistent, matrix-forlygter og eljusterbare sæder.

Kombineret med den gode plads og de gode køreegenskaber, som bilen havde i forvejen, er ID.4 samlet set kørt op i front i feltet af elektriske SUV’er i prisklassen under 400.000 kr.

Førerpladsen i en VW ID.4
Førerpladsen er velindrettet med en lille skærm foran rattet og den store skærm i midten. Der er desuden fine fralægningspladser mellem forsæderne.

Den store skærm virker vellykket

Indvendigt er kabinen opdateret med en noget lækrere finish, ligesom den store 12,9-tommerskærm er opdateret med et nyt styresystem, der virker langt bedre end før.

Man kan nu selv vælge hvilke genvejsknapper, der skal være foroven, ligesom der altid er placeret en række funktioner nederst på skærmen, så man let kan betjene de funktioner, man har behov for på farten.

Alle menuer er på dansk, mens skærmen endnu har svært ved at forstå danske kommandoer.

Stor skærm i en VW ID.4
Denne opdaterede version af ID.4 har nu en skærm på 12,9”. Den fungerer glimrende i hverdagen, og man kan selv bestemme, hvilke genvejs-symboler der skal placeres i den øverste bjælke.

Hvordan kører VW ID.4?

Køreindtrykket er meget positivt, og vi glædede os særligt over en lille venderadius, en god affjedring, et godt udsyn og et velfungerende styretøj. Også kabinepladsen er god, og særligt ved bagsædet er pladsen fortrinlig.

Vi har testet nødbremsen, og den fungerer fint op til de 50 km/t., der er den maksimale hastighed, vi kan teste ved, og det fungerer meget flot. Først får man en kort advarsel i form af en lille let opbremsning, så strammer selerne, og så bremser bilen først blødt, og derefter hårdt.

Det er en sekvens, der giver rig mulighed for, at man selv tager over, men gør man ikke dette, bremser bilen selv op. Også hvis man er ved at bakke ind i en forhindring, oplever man, at bilen selv bremser op. Det øger sikkerheden og mindsker risikoen for skader på bil og omgivelser.

VW-logo midt i fælgen på en VW ID.4
En sjov detalje finder man ved disse fælge, hvor VW-logoet i centrum af fælgen altid vender rigtigt, selvom hjulet drejer rundt.

Hvor lang rækkevidde har VW ID.4?

Som altid har vi også testet, hvor langt man kan køre på motorvejen med en fart på 110 km/t. Her nåede vi 450 km på en sommerdag med 20 grader. Det modsvarer 375 km om vinteren ved nul grader.

Det er naturligvis noget kortere end fabrikstallets 560 km, som foregår ved en mindre krævende målemetode.

Vores målte rækkevidde modsvarer en effektivitet, der tillader, at man kan køre 5,8 km pr. kWh. Det er et gennemsnitligt niveau i klassen.

Person på bagsædet i en VW ID.4
På bagsædet er der fin plads, og komforten er god. Der er friskluftdyser mellem forsæderne, men de er placeret helt nede ved fødderne.

Hvor hurtigt kan VW ID.4 lades op?

På farten stiller Volkswagen en ladeeffekt på 175 kW i udsigt. Det er en fin værdi, der er noget højere, end det niveau der var gældende, da modellen blev introduceret.

Vi ladede bilen op for at teste det i det virkelige liv, og her opnåede vi en ladeeffekt over det første kvarter på 108 kW, og efter en halv time var den gennemsnitlige ladeeffekt faktisk steget til 112 kW.

Det svarer til, at man fik tilført energi nok til at kunne fortsætte yderligere 160 km efter et kvarter og 325 km efter en halv time.

Bagagerum med blå kuffert i en VW ID.4
Bagagerummet rummer 543 liter, og der er plads til ladekablet under gulvet. Der er desuden skilem i bagsædets ryglæn.

Fra testholdets notesblokke

Der er naturligvis også minusser ved bilen, og her er det særligt knapperne på rattet, der igen og igen irriterede med en upræcis funktion og en kringlet betjening, ligesom knapperne til elruderne er ulogiske at betjene.

Derudover er dørhåndtagene med den elektriske åbning af dørlåsen ikke altid lige let at have med at gøre. Vi forstår kort og godt ikke, hvorfor elbiler ikke bare kan have samme velfungerende dørhåndtag som en benzinbil har haft igennem årtier.

Og så er det også et stort minus, at VW kun yder to års garanti på bilen. At fabrikken selv forventer, at der kan opstå problemer, vidner prisen om: En garantiforlængelse til bilen er fire år gammel koster hele 9.295 kr. Den anbefaler vi dog alligevel, at man køber med, medmindre man har valgt at privatlease bilen.

På plussiden er der bilens gode siddekomfort, den gode bagsædeplads, en fin affjedring og en samlet set let og enkel betjening af bilen. Også forsædernes højdejusterbare sikkerhedsseler er et plus, idet man dermed kan indstille dem, så selerne har den bedst mulige føring hen over skulderen i forhold til førerens højde. Det er godt!

Samlet set ender vores vurdering af fordelene og ulemperne ved bilen med at bringe denne bil helt til tops. Vi vurderer derfor samlet set, at VW ID.4 netop nu er en af de bedste elbiler i klassen.

Se komplet oversigt over FDMs tests af elbiler

Vi har siden 2016 testet stort set alle elbiler, der er kommet på markedet. Over 140 tests kan du læse. Få overblik, før du vælger elbil.

Læs test af elbiler her