Siden 15. november sidste år har danske bilister fået spændt nummerpladerne fast på deres biler, så de kunne køre lovligt. Det har dog ikke fået stoppet de irriterende tyverier af nummerplader. Nye tal viser, at der i første kvartal af 2016 er blevet stjålet 2.554 nummerplader. 1.098 færre end samme periode året før.
– Det er jo stadig alt for mange, og det kommer ikke bag på os. Den måde, danske nummerplader skal fastgøres på, er slet ikke god nok, siger afdelingsleder i FDMs økonomisk/politisk sekretariat, Torben Lund Kudsk.
LÆS OGSÅ: FDMs guide til nummerplader
Han peger på udenlandske løsninger med f.eks. engangsplader, der går i stykker, når de afmonteres. Man kunne også have valgt en anden type skruer til at fastmontere nummerpladerne med.
Manglende fastgørelse af nummerpladen kan koste en bøde på 1.000 kr. Manglende fastgørelse betyder også, at bilen kun kan godkendes betinget ved syn.