Nyt om biler
Mercedes-Benz’ store S-klasse limousine bliver nu den rene miljøduks. Bilen kan i en fremtidig hybridversion i hvert fald prale af et officielt forbrugstal på 33,3 km pr. liter. Omsat til CO2 hedder det 69 gram pr. km.
Mercedes kan næste år lancere en S 500 Plug-in Hybrid, som er en opladningshybrid, der kan køre op til 30 km på strøm fra stikkontakten.
Benzinmotor med 333 hk
Bilens 3,0-liters benzinmotor med 333 hk får hjælp af en 80 kW-elmotor (109 hk), som kan drive bilen alene ved moderat belastning.
Når de to motorer arbejder sammen, har bilen en topfart på 250 km i timen og en 0-100-tid på 5,5 sekunder.Som ved andre opladningshybrider opnås de flotte km/l-tal på en let teoretisk baggrund, idet dels den nødvendige strøm anses for at være helt CO2-neutral, dels er baseret på et bestemt miks af kørsel på strøm og på flydende brændstof.